Jeg blev født af en kvinde der ikke ville kendes ved mig, så jeg blev transporteret direkte fra kussen og ud på et børnehjem.
D.1.maj 1963 kom to jyder ind med 4-toget og tog mig med hjem til Jylland, de blev mine adoptivforældre, dem jeg kalder min far og mor. Min far døde i 1993, så ham skal vi ikke tale om her.
Min far og mor gav mig et trygt hjem i Struer og en god opdragelse, her voksede jeg op og har boet lige siden. De har aldrig lagt skjul på jeg var adoptivbarn, blot kunne de ikke oplyse navnet på min biologiske mor.
Men det kunne der sikkert findes ud af hvis jeg ville møde hende, og jeg skulle også have en biologisk bror et eller andet sted. Men det har aldrig været min interesse at møde disse mennesker.
Jeg tænker på, en kvinde der ikke ønsker mig og en familie som ikke aner jeg eksistere og jeg så pludselig står der, så ville jeg måske være mere i vejen end velkommen.
Så hellere lade de mennesker være i fred.
Når jeg ser fornuftigt på det forstår jeg dem godt. De er biologisk i familie med hinanden, og jeg er bare ham ude fra. Så jeg er mere i vejen end velkommen.
De vil selvfølgelig gerne se min mor, så når de invitere hende, er jeg med som chauffør. Men den dag min mor går bort, er det nogle mennesker jeg aldrig kommer til at se igen.
Det er min mor klar over det samme er jeg, og jeg har sagt til min mor: Jeg gider ikke hænge i buksebenene på folk og tigge og bede dem om at være sammen med mig. Så vil jeg hellere rejse mig op, brænde broerne bag mig, vise at jeg fandeme kan klare mig uden jer, og så ellers komme videre med mit eget liv. Det syntes min mor er fornuftigt.
Ilona var ligesom jeg adoptivbarn, og heller ikke familiens øjesten.
Hun var 12/13 år ældre end jeg. Dengang vi begge voksede op i Struer var hun nærmest som en storsøster for mig.
I 70'erne flyttede hun til København og blev gift med en rig mand, han var ikke god ved hende.
Men han havde røven fuld af penge, så hun skulle aldrig gå på arbejde. Og hun fik de flotteste pelse og fineste smykker, rejser til lande vi andre kun kan drømme om. Og så fik hun en BMW at køre i, mens han selv kørte rundt i en lille Honda Civic.
Så hun fandt sig i de tæsk hun fik.
Han begik selvmord i 1992, han sagde godt nok at nu vil han ud at rejse. Dagen efter fandt hun ham død, så kan man godt ligge to og to sammen.
Så turde hun ikke længere at møde mig og fortalte mig grunden. Hun sagde når hun sad og var fuld og følte sig ensom hvis jeg var der, kunne vi komme til at gøre noget der ville forarge hele familien.
Ilona og jeg var ikke biologisk i familie med hinanden, og hun var en smuk blondine, så-e.
Jeg husker engang jeg var ovre at besøge hende, mens manden stadig levede. Kom hun og satte sig i sofaen ved siden af mig, lagde et fotoalbum foran mig, og sagde jeg gerne måtte kigge.
Hun havde fået lavet en serie nøgenfotos af sig selv, og sagde til mig med et frækt smil om munden, det havde du nok ikke troet om mig.
Næ ! Det tør antydes, og jeg sagde til hende. Som er du da smuk Ilona du kunne sagtens blive Foldud pige i Ugens Rapport. Så lo hun og sagde, så ville familien sgu godt nok få kaffen galt i halsen, og det kunne vi jo ikke risikere.
Jeg måtte ikke fortælle nogen om disse billeder, naturligvis ikke. De billeder var vores hemmelighed.
Hendes forældre døde i 1994 og 1996, da mødtes vi selvfølgelig. Men ellers holdt vi afstand.
Men i 2004 kontaktede hun mig, at nu ville hun gerne møde mig.
Jeg skulle alligevel til København, og vi blev enige om at mødes til en frokost på Rio Bravo.
Selvom hun nu var en kvinde på 60 år, var hun fandeme stadig en smuk kvinde. Babserne sad som da hun var 25, et ansigt uden rynker, og langt lyst og velplejet hår. Jo det gav en vis opmærksomhed på Rio Bravo, at jeg fik så smuk en kvinde til bords.
Men hun var ikke ædru da hun ankom, og det var hun bestemt heller ikke da hun tog hjem igen. Men vi havde en hyggelig frokost, og fik nogle gode samtaler, både de seriøse og om de nære ting, og dem hvor man kommer til at grine.
Da vores frokost var forbi og vi rejste os op, ville hun have et kram og et kys på munden. Hun sagde: Lars du er nu min eneste familie, vi må til at ses noget oftere. Jeg længtes efter at se Ilona igen, så den var jeg med på. Og det gav vi hinanden et kys på.
Men ½ år efter modtog jeg beskeden om, man havde fundet Ilona død i hendes lejlighed og hun også var blevet bisat.
Så jeg gætter på at årsagen til Ilona pludselig ville møde mig igen, var for at sige: Farvel.
Det kommer aldrig til at gå mig som det gik Ilona, da jeg ikke er ude i nogen former for misbrug. Og jeg er ikke ensom jeg er kun alene fordi det har jeg selv valgt.
Så råber nogle op om at jeg er egoist, det mener jeg nu ikke jeg er.
Hvordan skal man vise man ikke er egoist ? Skal jeg bøje mig i støvet for, at andre fuldkommen skal have lov at styre og bestemme over mit liv.
Undskyld mig det har jeg prøvet ! Og det bliver man sgu ikke lykkelig af, så siger nogle man sandelig ikke behøver at være lykkelig det er nok bare at være tilfreds. Jamen for fanden når man ikke engang er tilfreds, hvad så ?
Det eneste man får ud af at lade andre styre og bestemme over sit liv, er ærgelsen over ikke at turde sige fra, men blot står og finder sig i.
Og de mennesker der får lov at styre dit liv respektere dig ikke engang, de skider på dig.
Nu fylder jeg 50 og gider ikke længere at finde mig i andre skal styre mig. Nu vil jeg have det ud af livet jeg altid har ønsket mig, også det andre ikke kunne unde mig, fordi de kommer med den der: Vi ved nok hvad der er bedst for dig.
Ja Rend mig i røven !
De mennesker er ikke længere i mit liv, broerne er brændt og jeg er videre i mit liv.
Så den dag min mor går bort behøver hun ikke bekymre sig, hun kan bare tage afsted. For hun ved jeg ikke kommer til at stå alene, jeg har venner og en slags familie omkring mig, som nok skal tage sig godt af mig, og som jeg holder af at være i selskab med.
Det er de venner som ikke vil lave om på mig ikke bestemme over mit liv, men acceptere mig som den sære person jeg nu engang er.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar