lørdag den 27. april 2013

RASMUS KLUMP I HALS.

Da jeg fik forårsferie i uge 6, fejrede jeg dette ved at køre en tur til Hals, for at få en frokost på Havkatten.
Og da jeg forlod Havkatten igen, gik jeg forbi Pandekagehuset Rasmus Klump, og læste deres menukort. Brunch til 99 kr., men nu havde jeg lige spist på Havkatten så der var ikke plads til mere.
Så går man og spekulere over hvordan løser man lige den ? Løsningen kom med TV-3, Indiana Jones lørdag aften kl.20:00.

Med så fed en film i fjernsynet bliver man nød til at få hentet noget guf til lørdag aften, i Frellsens Chokoladebutik.
Der kunne jeg nøjes med at køre ud til Holstebro, men der ligger jo osse en Frellsens i Aalborg Storcenter. Og så er der lagt i ovnen til en hyggetur.

Jeg tog afsted klokken otte imorges, så der var god tid til at tage den kønne tur.
Turen til Hals, ned gennem Hobro, over Hadsund gennem Øster Hurup, er en rigtig flot tur.
Så med færgen over, så var jeg i Hals.

Der var tid til at køre en runde omkring byen, jeg var ude at kigge på campingpladsen der er placeret meget centralt kun 200 m. ind til byen.
Jeg har en ide om at leje en hytte der i min sommerferie, ikke en hel uge, det er byen for lille til, men det kunne friste med en weekend. I Hals ligger der nogle gode spisesteder og et værtshus med live musik, så jeg tror godt man ku' få en sjov lørdag aften i Hals.

www.rasmusklumpfamilierestaurant.dk

Nu var klokken blevet 11:30, tid til at tage på Rasmus Klump.
Her bestilte jeg Brunch.
Det kan jeg godt anbefalde jer at prøve hvis I kommer til Hals.
Jeg kom af med 156 kr., så var det incl. kaffe og en kop varm kakao.

Turen gik her efter til Aalborg Storcenter, der var godt nok mange mennesker, men jeg fik mig en hyggelig eftermiddag.

Og så kom jeg til at købe et par nye trøjer.
2 styk for 400 kr. hos Wagner.

Og hos Louis Nielsen

Måtte jeg bare eje disse solbriller til 395 kr.
Nu kan sommeren bare komme an, jeg er så klar til at vise at jeg også kan være med på moden.

Og så i Frellsens og købe flødeboller og en stang chokolade til i aften.
Mit besøg i Aalborg Storcenter sluttede jeg af med en burger og en cola.

søndag den 21. april 2013

BONE'S I HOLSTEBRO

Fredag aften var jeg til fest på Pigernes Kro i Onsild sammen med Pia, som bagefter overnattede hos mig.
Efter vi havde spist morgenmad lørdag morgen, kørte hun hjemad igen.

Lørdag var en dejlig forårsdag, så jeg gad ikke sidde herhjemme. Jeg kørte en tur til Thyborøn hvor jeg fik en hotdog.

I Lemvig var der åbent hus hos Maskinforhandleren, udover at kunne købe en plæneklipper var der flere udstillere.
Man kunne købe en kop kaffe med en kage til, eller komme hjem med en ny scooter.
Og så kunne man kigge på den nye Opel Adam.


Motorpressen har dømt den til at være Opels svar på en Fiat 500. De to biler ligner også hinanden, men jeg syntes nu nok, at Opel Adam er et langt bedre køb end en Fiat 500, denne lille Opel byder på flere lækre detaljer både udvendigt og indvendig, og så er det Tysk kvalitet.
Vandt jeg i Lotto, er det absolut en bil jeg kunne finde på at købe.

www.bones.dk

Langt om længe har de fået en Bones i Holstebro, den har vel lagt der en måneds tid.
I går aftes besluttede jeg for, at nu skulle det være og tog afsted.
Bones i Holstebro ligger nabo til "Die Bierstube", så det er ikke så vanskeligt at finde vej.
Jeg bestilte BBQ kyllingbryst med kartoffelbåde, whiskysovs, og en stor cola til. Jeg kom af med 222 kr., men det var sørme også meget lækkert mad.
Der tager jeg gerne ud at spise en anden gang.

Lørdag aften var der eventyr på TV-3, med  go'e gamle Indiana Jones. 

lørdag den 20. april 2013

MIG OG PIA I ONSILD.

Jeg havde set på hjemmesiden, at Jørgen De Mylius skulle optræde på PIGERNES KRO I ONSILD, fredag d.19.april.

www.pigernes-kro.dk 

Sjovt nok havde Pia spurgt mig på Facebook, om ikke vi snart skulle i byen sammen igen, og jeg skrev at hun da kunne tage med på Pigernes Kro i Onsild.
Det sagde hun ja til, og var her ved 15-tiden.

Vi tog på La Bohéme for at spise, og kl.17:20 kørte bussen fra Struer. En køretur der tager to timer, hvor var det godt, vi havde kølige drikkevarer med til turen.

Det var Jørgen De Mylius som skulle optræde med sit Eldorado Show.
Først var der en DJ fra Radio Viborg, der varmede op.
Det var ren 80'er fest, så der var ikke kun ældre mennesker på kroen, flere unge havde også fundet vej, og nogle var endda klædt i 80'er stil, både med tøj og frisure.

Det var en glad aften i Onsild, og jeg kan tydeligt mærke det i mine ben idag, at jeg var ret meget ude at danse. Og det er en af de gode ting på Pigernes Kro, der kommer man nemt ud at danse.

Jeg mødte min fætters ekskone, hende mødte jeg også sidst jeg var i Onsild. Og det er funny, at hun er den eneste i familien jeg har kontakt med.
Og nu hun ikke længere er gift med min fætter, er hun sådan set ikke min familie længere, men det er hendes to børn jo.

Festen sluttede kl.1, og så var det ud i bussen igen og hjem til Struer, Pia overnattede hos mig.
Hun sov i min seng, og jeg lagde mig på drømmesengen.

Det varer nok ikke så længe før Pia og jeg atter tager i byen sammen, næstegang tager vi til Aarhus, der har hun aldrig prøvet at være i byen. Jeg kender et par af de gode værtshuse
og spisesteder, og jeg skal ihvert fald til Aarhus d.1.juni, da der en del at opleve i Den Gamle By.
Måske det er det vi skal opleve sammen.

lørdag den 13. april 2013

HOTDOGS & MIN SVIGERMOR

Da jeg syntes det er længe siden jeg har fået hotdogs, og jeg igår alligevel skulle til Nordjylland, og besøge et par venner. Besluttede jeg mig for, at tager i Aalborg Storcenter.

Der er vejarbejde i Skive, så på sådan en fredag eftermiddag kunne jeg nok regne ud det ville være nemmere at køre over Viborg, en omvej der gjorde turen 10 minutter længere at køre.

I Aalborg Storcenter var der masser af kunder, men jeg fik hvad jeg kom efter.
2 hotdogs og en cola.
Så var det afsted ud til mine venner, til en hyggelig fredag aften.

Og nu synger uge 15 på sidste vers, og dermed er min Forårsferie snart forbi. Det har været en uge med mange gode begivenheder, og hvor jeg også fik brugt penge på nyt tøj, og lækkert mad.

Torsdag aften da jeg sad og fulgte FAMILIEN FRA BRYGGEN, tog jeg en beslutning jeg står fast på.
Den eneste kvinde der kan få lov at blive min svigermor, er Mor Ann.
Så siger folk til mig, jamen du kan sgu da ikke score Linse.
Netop !!
Det kommer aldrig til at ske, derfor kan jeg leve i fred og nyde mit singleliv.

Der er flere ting mig og Mor Ann nemt kan blive enige om, navnlig at være single.
Det er det rene Helvede at få en partner ind sit liv, som vil bestemme og lave regler. At leve alene som single, og kunne tøffe rundt i sit eget tempo være herre over sit eget liv, er det bedste der findes, så har man det godt og så har man overskud til andre når man engang imellem skal ud og være social med andre.

Havde jeg haft en kæreste kunne jeg jo ikke bare tage i Aalborg Storcenter og få mig en hotdog. Så skulle jeg først spørge om lov, og det ville der aldrig komme noget godt ud af, det ville bare munde ud i ævl og kævl.
Jeg husker nok hvordan det var da jeg havde en kæreste, da så jeg ikke frem til at skulle have ferie. Da så jeg frem til at ferien snart var overstået, så man kunne komme på arbejde igen.

Så kære Mor Ann, selvom jeg aldrig nogensinde kan score Linse, er du nu alligevel min svigermor.
For jeg nyder at når jeg står op om morgenen, er der ingen der begrænser mit liv. Jeg kan gøre det jeg har lyst til, det er et privilegium er der ingen der får lov at tage fra mig.

torsdag den 11. april 2013

FIK VARMEPENGE TILBAGE.

Det var ikke så tosset at kigge i postkassen idag, der lå nemlig et brev der varmede mig.
Jeg har fået varmepenge tilbage, ialt 1900 kr. De 1000 kr, satte jeg ind på min konto, dem vil jeg have glæde af på et andet tidspunkt.
De 900 stak jeg i tegnebogen, og så var det ellers ud at shoppe.

Da jeg syntes jeg trængte til at få nye sko, havde jeg Herning Centret i tankerne.
Der ligger Paw sko, men på deres hjemmeside kunne jeg se, det er ikke billigt at handle der.
Så i stedet tog jeg ud til Deichmann i Holstebro, og her fandt jeg dette par til 299 kr.
De er nu meget pæne, og til den pris har man jo råd til at købe et par sko mere. Det vil jeg vente med, da jeg overvejer at tage en tur i Randers Storcenter i St.Bededags weekenden, der ligger der også en Deichmann.

Nu jeg var i Holstebro, var jeg forbi Frellsens Chokoladebutik. Her fik jeg købt to gode flødeboller, og så var der tilbud på chokoladestænger; 4 styk for 60 kr.
Så skal jeg rigtig hygge mig i aften, når jeg skal følge min Familie fra Bryggen, og Paradise Hotel.

Og så var jeg på Jensens Bøfhus, og få en lækker bøf.

Så har jeg været 2 gange i Holstebro idag.
Jeg var derude imorges hos min bilforhandler Peugeot, og få skiftet til sommerdæk. 
Nu ser Den Gule Flyver rap ud igen, og så håber jeg vi går en herlig sommer imøde.

Jeg fik også et brev der stadig bekymre mig en smule, et brev fra Realkredit Danmark.
Fra 31.dec. 2014 ophører mine afdragsfrie lån. Så nu jeg alligevel var i banken for at hæve mine varmepenge, spurgte jeg min bankrådgiver hvad det kommer til at betyde.

Hun sagde- Hvis renten bliver liggende som den gør nu, skal jeg ikke bekymre mig, så kan jeg faktisk ikke komme til at bo billigere.

Det er rart at vide, for jeg er trods alt meget glad for min ejerlejlighed. Men jeg kan fandeme også hurtigt finde noget andet, hvis min økonomi bliver fucked up.

Så jeg vil nøje overveje hvad jeg skal, om jeg skal forsøge at sælge min ejerlejlighed og bosætte mig i en lejelejlighed.


onsdag den 10. april 2013

HOT BUNS & BESÆTTELSEN I AARHUS.

Igår tirsdag var det d.9.april, for nogle en almindelig dag hvor nogle sikkert har undret sig over, at der flere steder blev flaget på halvt.
D.9.april har en historisk betydning for Danmark, det var på denne dag i 1940, Danmark blev besat af Tyskland. En dato vi aldrig må glemme, og derfor er det rart at se dagen bliver markeret bl.a. ved korrekt at flage på halvt.

Jeg markerede dagen ved at tage en tur til Aarhus, for besøge Besættelsesmuseet.

Inden jeg tog på museum, var jeg først på Restaurant 
Benny's.
www.bennys.dk

Der tilbyder de hver dag, Dansk frokost buffet til 69 kr.
Det var en virkelig flot buffet, med frisk pålæg, og flere lune retter; Fiskefilet, levepostej, æggekage med flæsk og biksemad med spejlæg.

Da jeg lod bilen blive hjemme, og tog toget til Aarhus, kunne jeg tillade mig, at nyde en stor fadøl og en snaps til min frokost. Samlet kom jeg af med 143 kr.

www.besaettelsesmuseet.dk

Så var det tid at besøge Besættelses Museet hvor der i dagens anledning var gratis entré.

Det er et særdeles spændende museum at besøge, og næste gang de byder på gratis entré, er når Danmarks Befrielse fejres d. 4. og 5.maj, så skal I gøre jer selv den tjeneste at besøge Besættelses Museet.

Her kunne man blive låst inde i en celle, hvor man så kunne se en film om Hvidstengruppen, og læse deres afskedsbreve. Dette tilbud valgte jeg at springe over.

Istedet fik jeg set de mange effekter museet rummer, og man skal bruge mindst 2 timer hvis man vil have noget ud af sit besøg. Der er meget at læse, dels på de små noter ved de udstillede ting, og de mange avisudklip.
Og så er der de interessante fortællinger om de mennesker der markerede sig under 2.Verdenskrig, i og omkring Aarhus.

Foreksempel denne kvinde; Grethe Bartram.
Hun var en frygtelig kvinde, som var kommunist. Men brugte sin viden om sine venner og familie, til at hjælpe Gestapo. 
Hun blev naturligvis belønnet flot som stikker, og efter krigen blev hun belønnet igen.
Grethe Batram var ellers dømt til døden, men blev benådet. Og idag skulle hun eftersigende leve i Sverige.


Mit næste mål i Aarhus var, at besøge Susan K's nye værtshus 
HOT BUNS . 

Når man kigger på Google Maps, virker det uoverskueligt at skulle finde Hot Buns, i Mejlgade 12.
Men faktisk ligger værtshuset kun få minutters gang fra Besættelses Museet, og Besættelses Museet ligger lige ved Domkirken, så kan I regne ud hvor det cirka er beliggende.

www.hotbuns.dk

På Hot Buns står de ikke og trækker lunkne kaniner på af hatten. Navnet på værtshuset antyder bare hvad man kan forvente at opleve på dette sted.
Her er det smukke unge piger bag baren, der sælger burgere og bajere.
Jeg blev betjent af en virkelig sød og imødekommende blondine, nu var jeg den eneste kunde i butikken, sikkert derfor hun havde tid til at snakke. Men hun gav mig et godt indtryk af Hot Buns.

Jeg bestilte en burger med fritter til, og en øl. Og her går det så op for mig, at Hot Buns såmænd er en burgerbar hvor man  også kan få serveret en øl til sin mad.
Det er en ganske udemærket burger, og prisen er ikke afskrækkende, jeg kom af med 155 kr., for burger, fritter og en øl.
Jeg vil gerne give Hot Buns en chance mere, men næstegang skal det være en lørdag aften, og helst når Susan K også er tilstede.
Men jeg vil ikke have en burger. Så vil jeg starte på Benny's med en frokost buffet, og så tage på Hot Buns, hvor jeg vil bestille hot wings der er en god snack til øl.

På vej tilbage til banegården kom jeg forbi den lille sjove forretning: PLAKATEN.
Her finder man mange flotte og sjove plakater, både med gamle og nye motiver, og i alle prisklasser.
Jeg kom til at bruge nogle penge, nu jeg var i forretningen.
Og så nåede jeg lige at besøge mit stamværtshus i Aarhus: Hos Anders.
Det sjove er, ham den rødhåret bag baren genkender mig, og så ofte er jeg der heller ikke.
Men det er nu skægt, og Hos Anders, er der en god og hyggelig stemning, man kommer nemt i snak med de øvrige gæster.

Og da jeg kom op til banegården, var der lige tid til at gå en runde i Bruuns Galleri, og ja, her kunne jeg ikke stå for en chokoladekage ved Haabers Cafe.
Så altså, jeg sluttede min tirsdag i Aarhus af, med et stort stykke chokoladekage og en kop varm kakao med flødeskum.

mandag den 8. april 2013

FORÅRSFERIE

Hele vinteren har jeg gået og glædet mig til min forårs ferie i uge 15, og jeg gik og planlagde hvordan ferien skulle indledes.
Det skulle være en tur til Restaurant Havkatten i Hals.

www.havkattenhals.dk 

Og derfor passede det mig godt, at min 40 plus kammerat Keld, valgte at holde fest netop lørdag d.6.april.

Først kørte jeg omkring Aalborg Storcenter, da jeg i fødselsdagsgave fik et gavekort på 600 kr. til tøjbutikken Wagner.
Her fandt jeg en trøje og skjorte. 
Og i tøjbutikken Nielsen fandt jeg en sommerjakke.
Så nu håber jeg vi snart får et bedre vejr, så jeg kan komme ud og promenere i mit nye tøj.

Jeg kørte så til Egense og tog færgen over til Hals.


Hvis I her til sommer vil på en udflugt må jeg anbefalde jer, at lade turen gå til Havkatten i Hals.
Jeg fik en frokostplatte med en snaps og cola til, og det er virkelig lækkert mad man får serveret.
På platten var der; æg med rejser, røget laks med rævesovs, hønsesalat, engelskbøf med bløde løg, og ost med vindruer. Og her til rug- og franskbrød og smør.

Så var det afsted til Dronninglund, hvor Keld bor. Han inviterede til fødselsdagsfest.
Vi var: Foxerne, John og Jane, og Klaus.

Keld fik en toilettaske og med alt det man nu kan putte i sådan en taske, og så fik han denne lækre lagkage vi fik til kaffen.

Er der noget Keld er god til, er det at lave mad. Vi fik en velsmagende 3-retters menu, og særligt desserten vakte begejstring.
Og så skulle der festes.
Og som altid når vi fra 40 plus er samlet, så bliver festen altid festlig, og varer natten lang.

Søndag over middag kørte jeg hjemad igen.

mandag den 1. april 2013

SOCIALISTERNES HÆVN OVER PENSIONISTERNE

Igår aftes tog jeg i biografen for at se, den nye danske komedie: DET GRÅ GULD.

Vores Røde Regering kan ikke være bekendt at behandle vores ældre medborgere så nedværdigende.
Tænk på, de igennem et helt liv har passet deres arbejde og betalt deres skat, nu er de blevet gamle, gået på pension, og skal til at nyde godt af velfærden som de har været med til at opbygge. Men denne velfærd får de ikke megen glæde af, de ældre bliver ærligt talt pisset op og ned af ryggen, og skal finde sig i, at blive kaldt ældrebyrden. 
De får at vide vi sørme ikke har råd til at give dem en menneskelig behandling, for vi skal spare. Samtidig sender vi skattekroner til Zimbabwe, som havner i Robot MugAbe's lommer.
For det er jo hvad vi ved og gang på gang er vidner til, at de skattekroner vi sender til de varme lande, aldrig når derud hvor de kunne gøre gavn, men i stedet havner i de forkerte lommer.

Vi bør bruge skattekronerne til forbedringer i Danmark, tænke på vores egne og få løst vores problemer først, før vi sender penge til U-lande.

Filmen DET GRÅ GULD. Handler om nogle ældre mennesker der ikke længere vil finde sig i at blive trampet på, så de planlægger at røve en bank så der kan blive råd til at nyde livets efterår.
Filmen bærer dog præg af man så nødigt ønsker at blive uvenner med dem med de rigtige meninger, derfor kommer man aldrig derned i dybden hvor der kan diskuteres hvorledes man fra politisk side kunne forbedre livet for de ældre.
Istedet kommer problemerne til at fremstå som en tåkrummende vittighed.
Filmen kunne ligeså godt, være skrevet af et barn i femte klasse, som blot vil fortælle en fantasifuld historie om sin farfar og farmor.