fredag den 13. oktober 2017

TØMME MORS LEJLIGHED.

Allerede onsdag i sidste uge, tog jeg hul på første runde af at få tømt min mors lejlighed.
Jeg havde hidkaldt Y-mens Club, de kunne bruge alle de små møbler, men ikke de store dem er der ingen salg i. 
Y-mens Club, henter dine brugte møbler GRATIS, til gengæld får du end ikke bøjet 5-øre for skidtet. Men de sælger møblerne på auktion, og de penge de får ind, går til gode formål hovedsagelig noget der kommer unge mennesker til gavn.

I den her uge har jeg haft efterårsferie, og har brugt, tirsdag, torsdag, og i dag fredag på at få tømt lejligheden.

I tirsdags blev det de tinge jeg kunne have i min bil, jeg fik kørt på Genbrug.

Torsdag morgen kom flyttefolkene, de var hyret til at bære de tunge og besværlige møbler ned ad trapperne, og så køre til Holstebro hvor jeg har lejet en box.
Og så skulle jeg skynde mig ud til Peugeot i Holstebro, da min bil skulle til undervognsbehandling, og have skiftet om til vinterdæk.

Jeg havde aftalt med Peugeot i mens min bil var på værksted, skulle jeg låne en varevogn. Og det skulle blot være en Pizza-bil, jeg fik denne Peugeot til rådighed, den må da være til at bringe Familie pizzaer ud.
Men hold nu kæft hvor er jeg glad for, det blev denne varevogn jeg fik lov at låne.
Der var virkelig behov for al den plads der er i en Peugeot Partner, og de møbler der var for lange til varerummet, der kunne passagersædet ligges ned, så var der alligevel plads.

Ved boxen i Holstebro mødtes jeg med flyttemændene, hvor vi fik møblerne bragt ind i det rum jeg har lejet.

Hjem til Struer og få hentet min kære kammerat Kurt, der skulle hjælpe mig med at få stole og køkkenbordet, slæbt ned ad trappen og få det læsset af igen på Genbrug. Og så hjalp Kurt mig med at få de flyttekasser ned der skulle ud i boxen.

Og det var så den hjælp jeg havde bedt Kurt om hjælp til, så kunne jeg sagtens ordne resten selv. Men nu skylder jeg Kurt en øl, og den får han næstegang vi mødes på Skipperkroen.

Men for Fanden hvor tager det dog længere tid end beregnet, at få tømt sin mors lejlighed. Alt det man finder i skuffer og skabe, ned i store affaldsposer med skidtet og få det kørt på Genbrug.
Alt det jeg mener har værdi er stablet sammen i det lille rum jeg har lejet i boxen.

I dag kunne jeg hente min bil igen, der nu er undervognsbehandlet og har fået skiftet til Vinterdæk. Bagefter kørte til  Lemvig for at få Flæskesteg, det har været Dagens Ret hver fredag gennem mange år på Cafe Larsen i Lemvig.
Længe før jeg fik bil, da jeg kun havde en Scooter-45, kørte jeg af og til, til Lemvig får at spise Flæskesteg om fredagen. Da jeg fik bil inviterede jeg min mor med, og vi tog ofte turen om fredagen. Derfor syntes jeg også det var en god måde at sætte et punktum, hvis jeg i dag tog på Cafe Larsen for at spise flæskesteg.

Men det punktum er langt fra sat endnu, der mangler stadig at blive kørt det sidste affald på Genbrug, det gør jeg i morgen, og på søndag vil jeg ud i boxen med de sidste småting. Og på mandag kl.13, kommer viceværten for at syne lejligheden. Gudskelov skal hele bygningen rives ned, så der behøver ikke blive gjort omhyggelig rent, bare lige få støvsuget og tørret køkkenbordet af, så er det fint.










Ingen kommentarer:

Send en kommentar