MORS URNE KOM I JORDEN.

Jeg blev kontaktet af Struer Kirke, at nu er min mor blevet brændt og resterne er lagt i urnen. Jeg valgte, at det så skulle være i dag Fredag d.6. Oktober kl. 14:00, det skulle foregå.

Det var godt nok en hurtig overstået cermoni, der kom en kirkegårdsmedarbejder med en kuffert, i kufferten var Urnen med min mors aske i.

Jeg fik lov at sænke Urnen i jorden, og blev faktisk noget overrasket over hvor dyb hullet er.

Vemodigt var det at skulle tage afsked med sin mor på denne måde, at hun nu kun er aske.

Men min mor kommer til at bo idylisk , i græsplænen på De ukendtes gravplads. 

Det komiske eller sørgelig, om I vil, var i går ude på Hk Scan (Rose Poultry) fjerkræslagteriet, der kom vores leder rundt for at få opdateret vores telefon numre, og så skulle de også have et tlf.nr. til vores nærmeste hvis nu vi falder om mens vi er på arbejde.

Da de spurgte mig hvem mine de nærmeste var, måtte jeg svare, at dem har jeg sgu ikke flere af. Om jeg da ikke har nogen ? Nej det har jeg virkelig ikke, jeg er adoptivbarn, enebarn og single, har heller ikke nogle børn, og min mor skal ligges i graven, så nej, der er ikke nogen nærmeste.

Jeg gav dem så et tlf.nr. til en kusine, men hvis ulykken virkelig indtræffer tror jeg at mine nærmeste i virkeligheden nærmest er mit Stamværtshus Skipperkroen i Struer. Der er en større sandsynlighed for at de dukker op på sygehuset med en plade chokolade, end at dem jeg engang kaldte min familie vil gøre det.

Det værste ved at have lagt sin mor i graven, at opleve hende dø og stå alene tilbage, er ikke så meget sorgen over at have mistet. Det er langt mere det, at der er så meget man trænger til at tale med nogen om, så mange ting man ønsker at sætte ord på, men der er ingen der har tid til at lytte.

Sidder man til en fest, jamen der mødes folk i godt humør for at feste, så er det upassende at have brug for en alvorlig samtale.

På værtshuset har folk gang i så meget andet, og på jobbet, jamen det er bestemt heller ikke alle og enhver man har lyst til at åbne sig op over for.

Derfor er sorg en følelse man må pakke ind i en sølvpapirkugle, der så rumler rundt nede i maven, i mens man så selv forsøger at bearbejder sorgen. Men jeg vil ikke ligge nogen til last, og nægter at ødelægge den gode stemning til en fest. Jeg skal nok komme igennem denne periode af mit liv, og med tiden blive sorgfri igen.