Poul Dissing og Eva Madsen synger en sang de kalder: Vennesangen.
Og jeg vil da gerne holde med dem i, at det er godt at være alene, men bedst at have en ven.
Jeg nyder at være i selskab med mine venner, men når nu der er noget man gerne vil ud at opleve, har jeg nu oplevet det er bedst at tage afsted alene.
Så er der ikke al den ævl og kævl om, hvad man må se og hvad vi ikke har tid til at se. Og om man pludselig får lyst til at tage hjem, eller føler lyst til at blive lidt længere.
Når man er afsted alene, er det noget man selv beslutter.
Jeg har nu 4 weekender i træk, der er helt mine egne, hvor jeg skal ud og finde gode emner, jeg kan skrive om her i RYGERKUPEEN.
I dag tog jeg hul på den første af de fire weekender, en tur til Venø.
På Venø var der i dag et arrangement, de kalder Åben Ø.
Der fandt flere forskellige arrangementer sted.
Jeg tog afsted, så jeg kunne nå en køretur rundt på øen, der byder på en smuk natur.
Da jeg havde fået bilen parkeret, gik jeg først til cafeen. Men hun havde endnu ikke fået startet op, jamen så gik jeg hen til Venø Kro.
Det var en skide sød pige der stod for serveringen. Jeg bestilte Fiskefiletter og en fadøl.
Meget lækker mad, og herligt med en kold øl, lige hvad jeg trængte til.
Henne på havnen var der opslået et telt, hvor i der var et marked.
Jeg tænkte der er sgu nok ikke noget for mig. Men sørme jo, jeg kunne ikke stå for dette skilt til 25 kr.
Jeg forklarede at nu hvor man var holdt op med at ryge, må man have lov at provokere sine rygende venner.
Jeg måtte dog en tur ind i cafeen og købe en is, før jeg kunne købe skiltet. De kunne ikke give tilbage på en 200-seddel.
Kl.13 var der en fortælling i Venø Kirke, det ville jeg hen og høre.
Det var en lokal der fortalte, og det var en ret spændende historie han kunne fortælle.
Venø Kirke er Danmarks mindste kirke, og blev grundlagt tilbage i 1500 tallet, efter Reformationen.
Kirken var på det tidspunkt kun et kapel, da der ude i Gudum lå et nonnekloster. Men de nonner der ikke kun kunne holde sig til deres Fader Vor, de blev sejlet over til Venø, hvor de så kunne få lov at tænke lidt over tingene.
Og så fik vi også nogle gode historier om de forskellige Præster der har haft deres gerning i Venø Kirke.
Man kunne også komme på en sejltur rundt om Øen med den gamle veteran færge, og det var min mening jeg ville med på den tur. Men det begyndte at regne, så i stedet kørte jeg hjemad igen.
Først op til Super Bedst efter Dagens Ret. Og så hjem og sætte tøj over til vask.
Jamen man skal da ikke vaske tøj på en lørdag aften, vil nogen sikkert mener.
Jamen hvorfor ikke ? Jeg vasker tøj nu, så er jeg helt fri for det imorgen. Derved får jeg så en hel søndag der er min egen, så måske jeg også får tid til en lille udflugt imorgen.
Et er dog sikker, på lørdag skal jeg afsted igen.
Der vil jeg til Kyllinge dag i Vinderup.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar