mandag den 6. november 2017

ALLEHELGEN 2017, i STRUER KIRKE.

Af Struer Kirke fik jeg sendt en invitation til Allehelgens dag, en Mindegudstjeneste søndag d.5.November kl.16:00.

Det er en Gudstjeneste hvor vi skal mindes dem der er blevet bisat/begravet i året der er gået, jeg tænkte, at det sikkert kunne være meget interessant at deltage i.

Kirken var fyldt og der var flere jeg kender, og det var de tre Præster: Per Mikkelsen, Heidi Sun Nielsen og Lars Sandfeld som stod for denne Gudstjeneste. Og i dagens anledning var Struer Kirkes kirkekor samlet og stod oppe hos organisten. 

Jeg må tilstå jeg syntes det var en Højtidlig og smuk begivenhed, hvor vi både fik Bøn, Trosbekendelse og salmesang.
Nogle salmer ret mange af os tilstedeværende ikke kendte, så jeg tror det var meget godt der var et kirkekor tilstede til at synge, for ellers havde det jo nok været en tavs forestilling. Den eneste salme man kendte, var "Altid frejdig, når du går".

Så blev navnene på alle de der døde, fra November sidste år til Oktober i år, læst op.
Min mor blev nævnt, men udover hende var der faktisk mange jeg havde en relation til, der i årets løb gik bort, desværre i en alt for tidlig alder.
Det er vemodigt at tænke på og de skal alle mindes med sorg og med glæde, men de der  gik bort skal sandelig også minde os om ikke at vente til i morgen med at leve, for der kan det være for sent, nej, vi skal huske at leve i dag. 

I midtergangen var der opstillet nogle alubakker med sand i, i dem kunne man plante et tændt stearinlys til minde om de døde. Det dannede et kors med levende lys, og så helt festlig ud.

Da Gudstjenesten var forbi, kunne man ved udgangen hilse på de tre Præster, og få udleveret et levende lys man kunne stille ved Graven.
At så mange mennesker er samlet på kirkegården i skumringstiden, giver en helt speciel stemning en følelse af man ligesom kommer lidt tættere på hinanden.

Næstegang jeg tager i Kirke bliver Juleaften, inden jeg skal på Skipperkroen for at spise.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar