søndag den 14. april 2019

VW & RETRO MUSEUM I ULFBORG.

Det blev i går, en rigtig hyggelig Lørdag, først med en udflugt, og så på værtshus. 

Vi begynder med udflugten.

På Facebook læste jeg, at VW & Retro Museum i Ulfborg havde et arrangement Lørdag d.13. April. Det eneste punkt på min dagsorden for denne Lørdag, var at jeg skulle ud til Nørregades Køkken i Vinderup, og spise Øl-ben. Så jeg kunne nemt nå en bette formiddagstur til Ulfborg.



Det pudsige ved de 2 som ejer museet Carsten og Sussi, dem kender jeg.
Da jeg i sidst i 90'erne var ansat på B&O fabrik 5, var Sussi min kollega. Og allerede dengang fortalte hun, at hun var gift med en mand som var blevet bidt af en gal Folkevogn.
Det var dog først da jeg sammen med et par gode bekendte Keld og Laila, tog til Sussi & Leo koncert i Frederikshavn,

at jeg mødte Carsten. Og da vi alle kendte hinanden sad vi ved samme bord, så det blev sgu en festlig Sussi & Leo koncert vi var kommet til. 

I 2006 blev jeg fyret på B&O, og så talte vi ikke længere sammen, jamen sådan går det jo når man ikke længere har en daglig dag sammen. 

Men jeg havde hørt Carsten og Sussi havde gang i noget ude i Ulfborg, og nogle gange blev deres passion for VW omtalt i avisen. 

I går skulle de nye lokaler indvies, og jeg tænkte at så er det nu jeg må se hvad de to har gang i.

Jeg er da godt nok meget imponeret over hvor stort et museum de har fået opbygget, det er hele tre haller. 

I Dagens Anledning havde de fået Holstebros Borgmester H.C. Østerby til at komme, og holde tale og klippe snoren over. 
Borgmesteren holdt en meget flot tale, og Carsten selv holdt også en lille tale.
VW & Retro Museet er privatejet, og får ingen støtte udefra. 
Det er Carsten som står for VW og Sussi der tager sig af Retro, og begge har de lagt et stort arbejde i museet, med hjælp fra frivillige. 

Går man en tur rundt i museet, kommer det slet ikke bag på nogen, at det tager tid at få sådan et museum op at stå. Alene den tid det tager at opbygge en gammel Folkevogn og få den til hver dag at stråle som var den lige kørt ud af fabrikken, det kræver at man har lyst til at ligge sine kræfter i det arbejde.

Sussi's Retro afdeling, er nu også ret imponerende. Alle de nipsting hun har været ude at samle, og har fået stillet an så de vækker smil og måske minder fra da man var barn.

Foruden Folkevogne og nipsting, har de også en større samling af knallerter. 

Museet har fået masser af omtale, i både TV Midt/Vest, lokale aviser men også landsdækkende aviser. Og så ligger museet i et område hvor der altid er mange turister, navnlig tyske turister. Så man kan kun ønske for Sussi & Carsten, at deres VW & Retro Museum må få masser af succes.


Da snoren var klippet over og den nye udstillingshal erklæret åbent, stod der en kvinde fra en af disse kage-bage-konkurrencer i TV, klar med et kagebord. Det var nogle meget lækre kager.
Udendørs i et telt blev der langet varme pølser og kolde øl over disken. 

Men nu skulle jeg hjem med bilen, og på banegården og med toget til Vinderup.


Først på Nørregades Køkken og spise Øl-ben, det var Dagens Ret til kun 50 kr. Behøver jeg at nævne, det smagte godt ?

Og så ind på Irish Pub, til en rigtig hyggelig Lørdag aften.

Der var mange som roste min nye skindjakke, og en mand på alder med mig, vi kom til at snakke om dengang vi var de her 14 15 år gamle.
Han havde en læderjakke med rødt for inden i, jamen for pokker sådan en jakke havde jeg også dengang. Så var man da virkelig sej når man kørte af sted på sin Yamaha knallert.











Ingen kommentarer:

Send en kommentar