lørdag den 8. juni 2019

NÅR MAN FÅR LYST TIL BØF MED SPEJLÆG.

Kender I ikke det, at man står op Lørdag morgen og bare har lyst til noget virkelig lækker at spise ?

Da jeg sad med rundstykkerne og kaffen i morges tænkte jeg, hvad skal jeg have til frokost i dag ? Kom det mig i hu, at det er længe siden jeg har fået Bøf med spejlæg.
Denne ret kan man ikke få nogle steder i Struer, sandsynligvis fordi vi i Struer ikke har nogen tradition for at gå ud og spise frokost, og derfor er der ikke det store udvalg. 

Og så er det alligevel ikke helt skudt ved siden af at bo i Struer, fordi her har vi Arriva. Og de tilbyder på deres hjemmeside: One Day billetter. En One Day billet koster for tiden 169 kr., så må man rejse ud og hjem inden for samme døgn. 
Så tog jeg på en One Days tur til Aarhus, og fik ringet til Raadhuus Kafeen og forklarede, at jeg ankommer til Aarhus kl.12:31, om det så er muligt at få et bord til en person ?
Der var jeg heldig, thi samtlige borde var fuldt optaget, men der var lige et enkelt ovre i hjørnet, til en person.

Her kunne jeg få min Bøf med Spejlæg, og en øl og snaps til.

I Struer kan man vist nok få en snaps til sin mad, men flasken har ikke været i fryseren. Så det er bare en flaske der står oppe på hylden og har samme temperatur som lokalet. Hvis jeg bestilte en snaps til min mad, ville jeg være den eneste i hele lokalet som sidder med en snaps. Det ville føles flovt også fordi man ved hvilke øjne man ville blive mødt med. At man får en fadøl til sin mad kan gå an, men også en snaps, uha nej ! Så bliver man anset som alkoholiker, for snaps er sandelig kun noget man får til Jul. 

Men når man sidder på Raadhuus Kafeen i Aarhus, ses det med al tydelighed, at i Smilets By er det en tradition at gå ud og nyde en god frokost.
Her sidder folk virkelig og hygger sig og nyder den mad de får serveret, og der er en god stemning af folk som griner og fortæller røverhistorier til hinanden. Her er man ikke den eneste der sniger sig til at få en snaps til sin frokost, der er faktisk flere der tillader sig at drikke en snaps, og uden nogle ser skævt til dem. 

En dessert syntes jeg nok jeg kunne få plads til, og bestilte chokoladekage.

Sådan ser en Chokoladekage ud i Aarhus, og med is og flødeskum, lidt frugt og chokoladesovs.
En rigtig sund humørbombe. 

  • Bøffen koster 112 kr.
  • Kagen                72 kr.
  • + Øl og snaps
  • I alt                  290 kr.
Nogle vil måske mene det er dyrt, næ ! Jeg siger blot, når man engang i mellem får lyst til en rigtig god frokost, så må man benytte sig af Arrivas tilbud om One Day billetter og tage til Aarhus. For her får du en virkelig god frokost, som du må sidde og nyde uden nogen kigger skævt til dig. 

Da jeg var færdig med at spise gik jeg en runde i gågaden, jeg ved ikke om der var nogen særlig anledning ud over det er Pinse, men i hvert fald, var der flere steder livemusik. 

Jeg sluttede min tur i Aarhus af med, at få en fadøl på Teater Katten, der er et hyggelig værtshus, lige overfor Aarhus teater og Domkirken. 

Så med toget hjem igen, stod af i Vinderup. For det er Susan som stod i baren, og jeg havde lovet at kigge forbi på vej hjem fra Aarhus.
Det er ikke værst Irish Pub stadig har Rød Tuborg ½ l. fad til 30 kr.
Det blev kun til den ene øl, da jeg ikke har lyst til at drikke mig fuld i aften. For i morgen på en Søndag, skal jeg til Pinsefest på Kruset i Holstebro. Det begynder kl.13, så der kan jeg regne ud man er glad for at Mandag er en fridag.

Men jeg fik hilst på Susan og puttet penge i Sparebøssen, og nåede toget til Struer kl. 19:35. 








Ingen kommentarer:

Send en kommentar