Det passede som fod i hose med jeg har ferie, så jeg fik købt en billet.
Jeg overvejede om jeg skulle tage toget til Holstebro, og så varme op til koncerten med en tur rundt på værtshusene. Men når koncerten slutter er det onsdag aften i Vestjylland, og der er alle værtshuse lukket efter kl.22:00. Så giver det en flad fornemmelse, man står der og er klar til fest, men må nøjes med at tage hjem.
Så jeg gemmer pengene til på lørdag, hvor jeg er til Fræk Fest i Aarhus, sammen med mine Scor.dk venner.
Så jeg kørte der ud i min bil, og når nu man havde bilen med, kunne jeg lige så godt benytte chancen til at spise i DINER 34, der ligger fucking langt væk fra gågaden.
Lad mig straks slå fast at det er køreturen værd, Diner 34 er indrettet som en ægte amerikansk diner/cafe. Eneste minus er musikken, de spillede Rasmus Seebach. Jeg kunne så forstå hvis de spillede faderen, altså go'e gamle Tommy Seebach, det havde passet bedre ind i miljøet. Men den Medina inspirerede Rasmus passer bedre i Den Gyldne Måge.
Jeg bestilte en gang Spareribs med pommes friter, og en Budweiser øl. Det er knageme noget lækkert mad, masser af kød på benene der er dejlig fedtede, og velkrydrerede fritter.
Og så var det ellers om at komme om til Holstebro Lystanlæg hvor koncerten skulle finde sted, en time før koncertens start. Hvis man vil have en af de gode pladser, er man nød til at møde op en time før. Jeg fik hvad jeg kom efter, en perfekt plads med masser af benplads og et direkte syn til scenen.
Kl.19 gik koncerten i gang, først med opvarmning. Det var bandet VEST FOR VRIST.
Dem har jeg aldrig hørt om før, de er ellers ude fra Thyborøn. Derude er det mest Tørfisk og Johnny Madsen som blev berømte, sikkert fordi deres tekster er spredt ud på en større palet.
Vest For Vrist skriver mest tekster der handler om livet som fisker, det er ellers noget godt musik som hælder mere til livlig country end folkemusik. Men man skal nu nok være født ind i en fisker familie for rigtigt at kunne sætte sig ind i det, teksterne handler om.
Det til trods lykkedes det alligevel Vest For Vrist, at få sig charmet ind på publikum, og de kunne sørme også få publikum til at synge med på et par omkvæd. Bandet blev tydeligt vis overrasket over publikum ville have et ekstra nummer, vi fik to, og hvor var det go.
Og nu var det hovednavnet der gjorde sin entre, The Dubliners.
De 2 gamle nisser er de to der har været med helt fra begyndelsen, og de to andre er de nye.
Og tænk; The Dubliners har eksisteret i 55 år, lige så længe som jeg har levet.
Men da jeg var barn og teen ager hørte man ikke noget om dem i Danmark, skulle man høre Folkemusik var det De Gyldne Løver og senere hen Tørfisk.
Måske årsagen til man ikke hørte om The Dubliners, skal findes i den krig der var i Nordirland mellem Protestanter og Katolikker. For jeg husker tydeligt dengang vi kun have en TV-station DR, hvor man i TV-A kl.19:30 så hvordan voksne mennesker ovre i Irland stod og kastede sten efter uskyldige børn der blot var på vej i skole, og der kørte tanks rundt i gaderne. Altså der var borgerkrig i et Europæisk land, lykkeligvis fik man da stoppet krigen og der blev fred.
I Danmark fik vi Irkeske Pubber, hvor det blev in at drikke Guinness øl og lytte til Irsk Folkemusik. Og der kom bands der spillede live som fortolkede The Dubliners sange, og det gav mig lyst til at opleve The Dubliners rigtigt, ikke mindst da Metallica indspillede Whisky in The Jar. Lars Lilholt skrev en Dansk udgave af Whisky in The Jar, men Lars Lilholts spage stemme står slet ikke mål med Lars Ulriks forrygende tæven på trommerne.
Og nu hvor jeg har oplevet The Dubliners live, kan det undre mig hvad man misforstod ved bandet dengang. For deres sange er på ingen måder farlige, The Dubliners tekster handler i den grad om arbejderklassen.
Vest For Vrist synger om 14 årige drenge, der blev sendt ud på Havet på en fiskekutter for tjene til føden. Og The Dubliners synger om 14 årige drenge, der blev sendt ned i kulminen for at tjene til føden. Og selv om begge erhverv unægtelige er hård kost for et barn, står det klart for enhver at Havluft er en hel del sundere for en knægt end den sorte støv i en kulmine er.
Men The Dubliners synger også om det sjove ved livet, at sidde på et værtshus, og at komme hjem fra et værtshus. Og de synger om frække damer, og om dengang mange irere flyttede til det forjættede land Amerika.
Foruden de gode sange, får vi også et par solonumre på banjo og en enkelt på violin.
The Dubliners forstår i den grad at skabe en god stemning, og få folk til at feste en anelse på en små kold juni onsdag aften.
Det var en virkelig stor oplevelse for mig, endelig at få lov at opleve The Dubliners live, og så lover de at de kommer igen til næste år. Der vil jeg opleve dem igen, men der ved jeg hvad jeg også vil opleve.
I sommerferien i år tager jeg med et par venner til Tyskland, en uges tid i campingvogn. Til næste år vil jeg en tur til Irland, rundt og se landet, og så opleve stemningen på en ægte Irsk Pub.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar