tirsdag den 6. juni 2017

PINSESOLENS DANS I KØBENHAVN.

På Facebook læste jeg der i Pinsen bliver afholdt en Tyroler fest i København, så jeg spurgte om nogen ville med.

Det ville Mona og Claus, mine to gode venner, og vi ville af sted til København om fredagen. Så jeg fik bestilt en ferie/fridag, og Mona sørgede for at få booket hotel og færgeoverfart.

Jeg ankom hos dem, og vi skulle til Aarhus og med færgen Molslinjen over til Sj. Odde.

Vi skulle bo på Cabinn i Ørestaden, og da vi ikke kender en pind til det område, have vi for en sikkerheds skyld bestilt morgenmad på hotellet.

Vi ankom sent om aftnen, og da vi var kommet på plads på vores værelser ville Claus en tur på Hong Kong i Nyhavn.
Vi fandt om til Metroen, hvor vi steg af ved Hviids Vinstue.

Der var engang jeg syntes Hong Kong var et fedt værtshus, men jeg må nok tilstå når man kommer der i ædru tilstand, så virker værtshuset knapt så fedt. Der er døgnåbent, så der bliver ikke gjort rent så tit, og det kan i særligt grad ses og lugtes på toilettet.
Øllene er ret dyre, jeg gav første omgang, og Mona gav den næste. Da de var drukket tog vi tilbage til vores hotel.

Da vi havde spist morgenmad lørdag og var parat til at tage på udflugt, ville jeg ind og se field's, der ligger ved siden af Cabinn.
Der lærte vi at næstegang vi skal ud og bo i Ørestaden behøver vi ikke bestille morgenmad på hotellet, i field's er der en døgnåbent Bilka med bager afd., og helt oppe på øverste etage har alle restauranterne til huse, der kan man både få brunch, frokost og aftensmad.

Vi tog med Metroen, og satte os på Hviids Vinstue for at nyde en formiddags bajer.
Jeg tror nu nok at Hviids Vinstue bliver vores nye stamværtshus i stedet for Hong Kong, for på det værtshus er der rent og pænt. Øllene er hele 10 kr. billigere, og oven i hatten får man også en høflig betjening.

Der var en forfærdelig larm ude på gaden, der var det årlige Karneval i København, hvilket vi fik oplevet da vi gik op ad Strøget.

Vi var sultne, jeg kender et godt sted at stille sin sult: Restaurant Nytorv.

Bøf med spejlæg kan man ikke få i Struer, så det fik jeg, og så en øl og en snaps, Claus ville have samme menu, mens Mona fik en burger.
Dessert fik jeg også, Kiksekage.

I Struer er der ingen der bruger at få en snaps til frokost, man kan få en snaps på cafeerne. Men når ingen bestiller en snaps fås den ikke kold, det er blot en flaske der har stået i mange år oppe på hylden. Så den er både varm og vammel, og når man så er den eneste der bestiller en snaps, frister det ikke. Derfor er det så dejligt at tage til København, hvor det for mange er en helt naturlig ting at drikke en lille snaps til sin frokost. På de fleste restauranter har de et menukort over de forskellige snapse man kan få, og de fås både varme og kolde.

Efter frokost skulle vi tilbage til hotellet og gøre os klar til Tyrolerfesten i Valby.
Og vi fandt ud af vi skulle med Metroen til Nørreport hvor vi skulle skifte til S-tog for at komme ud til Valby station, derfra tog vi en taxa ud til Valby Hallen.
Det var godt nok noget af en tam Tyrolerfest, et stort telt næsten helt tom. Nu havde vi rejst hele vejen for at opleve denne fest og havde betalt 150 kr. hver, for de penge fik vi en liter øl og en lille Underberg. Så vi gav festen en chance.
Det band der stod på scenen, spille kunne de ikke og synge kunne de da slet ikke. Men det publikum der sad bag os, ville have en fest og gjorde deres yderste for at skabe en god stemning, det lykkedes for dem at skabe en god stemning. Så Fandeme forlod bandet scenen, for nu ville de holde pause. En pause på fem og tyve minutter, og da de stod på scenen igen gad publikum dem ikke længere. Vi gad heller ikke og forlod teltet,  og tænkte på om vi skulle hele vejen tilbage til Valby station. Men lige ovre på den anden side af gaden fik Mona øje på et rødt S, vi gik derover og fulgte den lille sti, og sørme for enden af stien var der en S-togs station.

Kunne jeg nu bare huske hvad den station hedder, kunne jeg jo tage S-toget ud til Erotik Messen til Oktober, i stedet for en taxa. Nok om det!.

Tilbage til Nørreport, hvor vi ville stige af Metroen på Kongens Nytorv, da vi trængte til en god nat bajer på Hviids Vinstue, inden sengetid hjemme på hotellet.
Man kunne sidde udendørs ved Hviids Vinstue, og her fik jeg noget af en oplevelse.
En flok fest glade tøser kom gående med en flaske sprut i hånden, de var i et vældigt godt humør. For sjov skyld løftede jeg mit glas for at skåle med tøserne, da var der en af dem der bøjede sig ned og gav mig et mega kram, mens de andre tøser lo og skålede højlydt, og så gik de videre.

En ting er helt sikker, sådan en festlig oplevelse får man aldrig i Struer. Det er muligt du møder en flok glade piger på vej i byen, men kender du dem ikke så lad være med at skåle med dem. Enten bemærker de det ikke eller også får du en sur bemærkning om, at du ikke skal blande dig i deres fest.

Men de festlige piger i København, er friske på at gøre din tur i byen en hel del sjovere. Så man kan godt sige, at København på mange måder er langt mere hyggelig end Struer nogensinde bliver.

Søndag formiddag ville vi en tur på Christiania, og der var et værre regnvejr. I vejrudsigten havde de ellers lovet sommervejr, og jeg havde kun sommertøj med og på, men vi tog af sted og på Christiania købte jeg denne trøje, så kunne jeg holde mig lun.
Vi satte os i Nemoland og fik en morgen bajer, og der kunne man lugte at dem der sad ude omkring ikke havde Sweet Dublin i piben, men pyt nu med det.
Det er jo hyggelige mennesker der ikke gør nogen fortræd, og vi kunne nu godt lide denne morgen stemning på Christiania, så vi skulle da også lige have en øl til det andet ben. På sådan en søndag formiddag midt i kirketiden havde vi alligevel ikke andet at give os til, så hvorfor ikke bare nyde roen og den gode stemning og endnu en kold fadøl.

Meningen var vi ville gå en tur på Christiania, men det regnede skomagerdrenge, det opgav vi og besluttede i stedet at gå tilbage til Metroen og så ind til Hviids Vinstue og få de tre stykker smørrebrød de reklamere med. Men de holdt Pinseferie, men kroen bagved Skinbuksen have åbent, og der fik vi en dejlig frokost.
Så om til Christiansborg Slot, her lå de kanalbåde med overdække, vi tog med på en sejltur og nød man kunne sidde i ly for regnen og få set Københavns havn og små kanaler.

Tilbage til hotellet og slappe af, inden vi igen tog ind til København, for nu skulle vi have aftensmad.

Der omme omkring Gråbrødre Torv tror jeg det hedder, fandt vi en mindre restaurant hvor de lige have plads indendørs til tre personer.
De havde et tilbud på en tre-retters menu: Rejecocktail, oksemørbrad bøffer og chokolademousse. Og så fik vi fadøl til.

Nu havde jeg næsten lige fået samme menu på Det Gamle Apotek i Holstebro, så jeg tænkte mit om okse mørbrad bøffer, for der var bøffen rød og sej.

Rejecocktailen kan de fleste finde ud af at lave fejlfri, den var også god her.
Så kom mørbradbøfferne ind, og der skal jeg love for at der var en stor forskel fra den jeg fik i Holstebro. For her i København fik man hele 3 stykker kød, og de var som jeg havde bestilt; Well done, møre og saftige, og den pebersovs, nøj hvor smagte det godt.
Chokolademoussen var også god.
Så jeg forstår godt Restauranten hedder Eros, for her har man lyst til at komme igen.

Mandag tog vi hjem igen.

Om jeg kunne finde på at bo ude i Ørestaden igen en næstegang jeg tager til København ? Jo !

Det er så her den store forskel er på Struer og København. Hvis man har været ude at rejse og kommer med tog hjem til Struer kan man være stensikker på en ting, der holder ingen Taxaer ved banegården. Så kan man ringe efter en Taxa der siger vi kommer om et øjeblik, det øjeblik er ½ time.
Så vil nogen spørge hvorfor man ikke bare går hjem, altså det er sgu ikke derfor man ringer efter en taxa, men fordi man trænger til at komme hurtigt hjem, det gør man også, men først skal man blomstre af i en halv time på banegården.

Hvis man får lyst til at tage på shopping i Holstebro og ikke vil have bilen med, fordi man også vil have noget lækkert at spise og en øl til. Er der to daglige busafgange, en om morgenen mens man er på arbejde, og en kl.16 om eftermiddagen, om lørdagen aner jeg ikke om der køre en bus. Men så kan man tage med toget. Men når man så vil hjem igen, kan man være så uheldigt at skulle sidde på Holstebro banegård og vente i over en time på toget, så kunne man måske gå tilbage til gågaden, men det orker man ikke.
Så her ovre i det mørke Jylland, går det meste af vores tid med at vente. Og det er fordi da vi gik fra at køre med oksekære og til det helt nye transportmiddel hestevognen standsede udviklingen, og vi har ikke bevæget os et skridt siden fordi vores politikere har det motto: At den der ager med stude også når frem.

Netop derfor er vi Jyder så imponeret over den offentlige transport i København, at man kan vælge i mellem: S-tog, Metro, bussen, en Taxa eller ringe efter en Limousine når det skal være lidt finere. Altså hele 5 muligheder for transport, det er derfor man i København kan leve det rolige tilbagelænet liv, fordi man ikke skal bekymre sig og ikke skal bruge unødig tid på at vente, man kan altid komme ud og altid komme hjem.

Det er derfor jeg kunne tænke mig at bo i København, men det er nok ikke nemt at finde et nyt job derovre. Og jeg sidder i en ejerlejlighed i Struer der ikke bliver nem at sælge, så kan jeg se frem til om 10 år hvor jeg kan gå på efterløn, men der er jeg bange for jeg ikke får råd til at bosætte mig i København.
Derfor vil jeg have en tur til København, mindst en gang om året og gerne flere gange. For jeg vil over og opleve en by der er mere hyggelig end Struer, hvor man har 5 muligheder for transport, hvor man altid kan gå ud og få noget lækkert at spise, og hvor man i nattelivet møder festlige og smukke tøser, man gerne må snakke med.













Ingen kommentarer:

Send en kommentar