fredag den 3. marts 2017

Koncert med JUJU BELL I STRUER.

Jeg læste i avisen at der skulle være fyraftens koncert i Folkets hus i Struer, Fredag d.3.Marts. Et band jeg ikke har hørt om før, men når prisen på billetten kun er 40 kr., så Herregud da.

Jeg lagde hyggeligt ud med at tage på Kastanje Cafeen i gågaden, hvor jeg bestilte en platte og en fadøl. Rigtig lækker mad til en fornuftig pris.

Dørene blev åbnet kl.16 i Folkets hus, og jo entreen var 40 kr., og så kunne billetten ombyttes til en fadøl.

Bandet gik på scenen ca. 45 minutter efter, og så væltede det ellers ind med publikum.

Juju Bell, har hverken noget at gøre med Graham Bell eller Peter Belli, men er et forholdsvis nyt rock band som ikke lever af at spille kopinumre men selv skriver og komponere deres egne tekster og musik.
Det er Gerda Odgaard som har samlet bandet, hun er født og opvokset i Struer, men tog til København for at blive til noget.
Og det er hun sandelig blevet, en talentfuld rocksanger med sit eget band, der består af tre piger og tre drenge. Tre af medlemmerne er fra København og de tre andre er fra Jylland.

Hvor bliver man i grunden ofte skuffet når man tager til en koncert med de helt STORE navne, hvor man betaler i dyre domme for at opleve dem, og så spiller de ved Gud playback for at det skal lyde bedre.
Juju Bell spiller IKKE playback, de spiller og synger live, med både nerve og livsglæde, og en teskefuld jysk humor.

Der var da heller ingen slinger i valsen fra publikums side, vi var alle meget begejstret. Og tog det med et godt grin, da Gerda Odgaard sagde, at de desværre ikke kunne spille et ekstranummer da koncerten var forbi fordi de havde spillet alle de numre de havde. Men lover at næstegang de besøger Struer, så skal vi nok få et ekstranummer eller to.

Jamen det vil vi da glæde os til.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar