onsdag den 15. juli 2015

HJERL HEDE

En anelse blæsevejr, solskin uden at være for varmt, med andre ord, et perfekt vejr til en udflugt til Hjerl Hede.
Museet Hjerl Hede var ellers på nippet til at gå konkurs, og dette skyldtes sikkert en ting.

Igennem mange år var det her det første man så når man var kommet ind på Hjerl Hede, altid det samme, og lidt for kedelig til man gad at tage derud hver eneste år.
Engang var det her billetlugen, men for nogle år siden fik de bygget en ny indgang.
Det har lige som peppet Hjerl Hede en smule op, hvor indgangen fungere som et oplevelses center. Her er udstilling, en butik, cafe og et område hvor man må sidde med sin madpakke.
Og så skal man huske at have sin store tegnebog med, for det koster 150 kr pr voksen i entre.

Og sørg for at have ordenlig fodtøj på, ingen badetøfler.
Nok går man på grus, 
men flere steder er det toppede brosten, og det kan mærkes i fødder og bentøj.
Og så kan man komme på tur med hestevogn, endnu en god grund til lukket og god fodtøj. For måske opdager man først hvad det er man har trådt i, når man har trådt i det.

I dag er det noget mere interessant at besøge Hjerl Hede, end det var i gamle dage. Det skyldes levendegørelsen, ikke kun ude på gårdspladsen og damplokomotivet, men også inde i de små stuer, hvor man kan få en fornemmelse af hvad folk fik tiden til at gå med, dengang man hverken havde fjernsyn, computer og Facebook. Da måtte man finde på andre sysler, at slå tiden ihjel med.

Ved kroen købte jeg to stykker smørrebrød, en med æg og en med leverpostej, og en fadøl. En anelse dyr, men det er frisk smurt smørrebrød, oven i købet er det brød fra Hjerl Hedes eget bageri, så man kan godt se igennem fingre med prisen.

Og så var jeg med damplokomotivet, hvor man bl.a kan sidde i Olsen Bandens togvogn.
Turen snegler sig afsted på et smalt spor, og stopper ved søen.
Noget andet der gør turen til Hjerl Hede sjov, er de mange forskellige dyr.
Dyrene er publikumsvenlige, men derfor bør man nok ikke klappe soens små øffebasser. Til gengæld kan man håndfodre gederne og klappe dem.

Inden det var på tide at tage hjem igen, var jeg omkring bageren på Hjerl Hede, hvor jeg købte tre gammeldaws boller, jeg vil nyde til min aftenskaffe.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar