Jeg har ofte været med på de sejlture fra Silkeborg til Himmelbjerget, men har aldrig været med tur bådene fra Ry, og det har længe været mit ønske at prøve dette.
Da jeg en dag tilfældigt var inde på hjemmesiden Visit Silkeborg, læste jeg, der igennem sommeren hver onsdag bliver arrangeret en sejltur fra Ry på 2 timer, hvor der så bliver serveret 3 stykker smørrebrød og en øl el. sodavand, pris 175 kr.
Idag var det afsted for at opleve denne ferie fornøjelse.
Den lille havn hvor turbådene i Ry ligger er ren idyl, folk der slentre en tur, spiser is, pølser, eller får en øl eller en kop kaffe. Det er også fra Ry, at mange vælger at starte deres kanotur på Gudenåen.
Og så er det sjovt at opleve ænderne, ganskevist hænger der store skilte der klart fortæller hvorfor det er FORBUDT
at fodre ænderne, et forbud der iøvrigt bliver overholdt.
Så er ænderne alligevel ret så selskabelige og nysgerrige, og man kan komme så tæt på de her fugle at man kan tage flotte billeder af dem, og det er der mange der benytter sig af.
Kl.12 skulle vi gå ombord og umiddelbart efter var der afgang, det var ikke alle tilmeldte der dukkede op. Det betød jeg kunne få den plads jeg havde tænkt mig, nede aller bagerst og helt for mig selv. Når man til daglig har et hårdt arbejde med alt for lidt søvn, og meget stress, er det en lise at kunne sætte sig ned og ikke skal lave noget som helst andet end bare slappe af, og nyde sejlturen, og uden at skulle snakke eller underholde nogen.
Når jeg tager på FA Bar i Struer plejer jeg at være den ældste gæst, men på denne tur var jeg sgu lige godt den yngste, alle de andre var pensionister.
Vi fik serveret vores smørrebrød, der dog kun var håndmader, men trods alt frisk smurt, og øllene og sodavandene var kolde. Så er der jo ikke noget at beklage sig over.
På denne varme sommerdag så fuld af solskin, og hvor både vandet og himlen er blå, er det en fantastisk smuk sejltur. Silkeborg og de omkring liggende byer er flot rammet ind af en storslået natur.
Når man sejler ud på Silkeborgsøerne møder man mange mennesker, som nu denne flok studenter, der ligesom Casper Christensen og Frank Hvam, er på en Tur De Fizz, man kan jo kun ønske dem held i sprøjten.
Alle man møder på sejlturen, vinker, det er så hyggelig.
Da vi når til Himmelbjerget ligger vi ikke til kaj, vi sejler blot hen forbi, hvor båden vender, og så sejler vi tilbage til Ry.
Tilbage i Ry, kørte jeg til Silkeborg. Her gik jeg en tur i gågaden, og spiste en bøf hos Jensens Bøfhus.
Og så var det ellers hjem til Struer igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar