tirsdag den 1. august 2017

MIN MOR FIK EN BLODPROP.

Det var noget af et chok at få i går eftermiddag, da hjemmeplejen ringede og fortalte, at min mor har fået en blodprop, og en ambulance er på vej.

Da jeg kom der om var min mor ved bevidsthed men noget omtumlet, og ambulancen kørte hende ud til sygehuset i Holstebro.
Jeg fulgte bagefter, og på sygehuset blev hun indlagt til observation natten over.

Der var ikke andet for mig at gøre da jeg kom på arbejde i dag, og søge om lov til at holde en ferie/fridag, og forklare om årsagen, og det var der fuld forståelse for.

Da jeg kom ud på sygehuset i dag, fik jeg en samtale både med sygeplejen og lægen. De kunne fortælle, at min mor Gudskelov ikke har haft en blodprop, men at der blot var tale om et ildebefinden.
Og så er hun meget forstenet og nedtrygt, men det tror pokker. Hun er døv på begge ører, og vi aner ikke om det er høreapparaterne den er gal med eller ørene. Så jeg vil kontakte ørelægen og få en tid til hende, så det kan blive undersøgt. Og så er hun senildement, og det er alt sammen årsager der gør hun føler sig udenfor, og derfor virker trist.

Jeg fik lov at tage hende med hjem, da de syntes det ville være bedst hun kommer hjem til sine vante omgivelser. Og da hun får hjemmehjælp flere gange dagligt, er der jo heller ingen fare forbundet med det.
Men nu er der ingen vej tilbage, min mor SKAL på plejehjem.

Jeg har fået udfyldt ansøgningen til en plejehjemsplads, og tog op til øverste myndighed og spurgte om hjælp til at udfylde de sidste felter korrekt. Det ville de gerne hjælpe mig med, så nu mangler jeg blot, at min mors underskrift så ansøgningen kan blive sendt af sted . 
Man kan være så heldig, at hun allerede om 2 mdr., kan få en plejehjemsplads.

Det vil også være det bedste, for tænk, alle de veninder min mor har haft gennem sit lange liv i Struer, er alle døde og borte. Så de eneste der kommer på besøg, er hjemmeplejen og jeg.
Så det vil kun blive godt for min mor, at hun kan få en daglig dag med lidt mere indhold og en kontakt med de andre beboer på et plejehjem.

Jeg må så også give ros, for jeg og min mor har kun mødt, en stor hjælpsomhed, forståelse, omsorg og venlighed gennem hele forløbet. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar