søndag den 20. maj 2018

SUCCES I SÆBY.

Jeg havde læst på nettet, at der i Pinsen skulle være biludstilling og stumpemarked oppe ved Hjallerup Mekaniske Museum. Det ville jeg gerne op og se, og var hurtigt til at få bestilt en ferie/fridag Fredag d.18.Maj, overnatning skulle der også sørges for.
Der fandt jeg Hotel Viking i Sæby, der også har et lille hotel inde midt i gågaden, og hvor det ikke koster ret meget at bo, det fik jeg booket.

Så fredag morgen dampede jeg af til Sæby, men et stop i Øster Hurup, hvor jeg hos Bageren fik min morgenkaffe.

Så ellers videre op og med færgen over til Hals, for jeg gad ikke at køre på motorvejen.
Nu hvor jeg havde så god tid, og det er længe siden jeg har været på denne tur, ville jeg køre ad den smukke rute hele vejen til Sæby. Du har skov, Kattegat og Limfjorden, og så her i Maj hvor alt står grønt og frodigt, er det bare en lækker tur at køre.

Jeg ankom til Viking Hotel ved 12 tiden, hvor man får udleveret nøglen samt betaler. Men jeg kunne først få nøglen kl.14, fint, så smutter jeg et smut til Frederikshavn og får min frokost.

Der fandt jeg Cafe Empire, og her er det ikke maden jeg vil fortælle om. Jeg fik blot en burger og en bajer, men også en oplevelse af de sjove.
Vejret var fantastisk, så jeg valgte at sidde udendørs.
Så Fandeme kom der et par måger der svævede rundt om mit bord, servitricen kom ud og undskyldte og forklarede, at de har forsøgt flere gange at jage de to måger bort. Det kan bare ikke lade sig gøre, de vender stærkt tilbage.
Så de har altså Kaj og Bøje, to frække Havmåger der overhovedet ikke er sky. Man kan nu ikke lade være med at grine af dem, de svæver rundt om dit bord i øjnhøjde, sætter sig på jorden og kigger på dig. Så tager de en lang flyvetur men det varer ikke længe før de er tilbage, og tager en runde om dit bord og sætter sig på jorden.
De venter på der falder en godbid af, eller når du rejser dig fra bordet, at der så er et par rester. 

Jeg gik en tur i gågaden, det er flere år siden jeg sidst var i Frederikshavn. Det var glædeligt at se de to butikker jeg syntes om stadig eksistere, det spændende Galleri, og ham der har alt inden for model- biler-tog- skibe, puslespil og mm, er der også stadig. 

Så tilbage til Sæby og få nøglen og så ind i midtbyen og finde det lille hotel, det var nu nemt både at finde en P-plads og hotellet.

Hotel Viking City ligger i begyndelsen af gågaden, nabo til værtshuset Lanternen.
Hotellet har ingen reception eller morgenmadscafe, men du får et glimrende værelse med dobbeltseng, toilet/bad, fjernsyn og vækkeur, desuden et lille køleskab og muligheden for at lave en kop kaffe eller te. 

Jeg kunne hører der var levende musik, omme i Lanternens baggård var der Jazz musik, og en fed stemning.
Det viste sig, at i Pinsen er der Jazz festival i Sæby. Hvor fedt, så kunne jeg også få den oplevelse med.
Jeg skulle have noget at spise, henne på Torvet ligger en Mexicansk restaurant. Der fik jeg en lækker pebersteak, og så ellers tilbage til Lanternen. Hvor jeg satte mig indendørs, det er et hyggeligt værtshus,
og så kan jeg godt lide når man bestiller en øl får man det glas der hører til lige netop den øl. De har flere øl mærker, til en Kissmeyer øl får du det glas der hører til den øl, det samme til Rød Tuborg. Det giver altså et godt indtryk.
Der havde jeg et par hyggelige timer, og så var det sengetid.

Lørdag morgen fandt jeg vej til bageren købte morgenbrød og cacaomælk, og om på Havnen for at nyde det, inden turen gik til Hjallerup.

Hjallerup Mekaniske Museum er et besøg værd, de udstiller alt teknik, fra fjernsyn for øjeblikket en særudstilling om B&O
Derudover har de udstilling af cykler, motorcykler, knallerter, symaskiner, biler, busser, flyvemaskiner, telefoner og vækkeure. 
Men jeg var kommet for at opleve den store biludstilling og stumpemarked udenfor, og der må jeg nu sige jeg var glad for jeg har taget en hel weekend i Sæby.
For var jeg blot kørt til Hjallerup for se kigge på biler og køre hjem igen, var jeg sgu blevet slemt skuffet.

Jeg oplevede det for flere år siden, og da var der mange spændende og sjældne biler, og mange boder.
Men i år var der ikke noget at råbe hurra for, jeg var der et par timer og kørte igen.

Jeg kørte til Dronninglund hvor jeg stoppede ved Pølseboden i skoven, fik en hot dog og en Pepsi, og så var det tilbage til Sæby og høre Jazz.

Der var liv og glade dage da jeg var tilbage i Sæby, på Torvet, og Lanternens baggård, ja selv i Sæby museums baggård blev der truttet løs, og der var mennesker alle vegne.

Så kom jeg forbi denne butik, der bor en hattemager. Jeg gik ind og for kigge nærmere, så kom hun vimsende. Jamen så kunne jeg ikke nænne bare at gå igen, så jeg købte denne stråhat for en 50'er.
Så faldt vi i snak og hun spurgte hvor jeg var fra ? Da jeg sagde jeg er fra Struer, slog hun en latter op og sagde der bor hendes svigersøn. Han hedder Carsten Lystbæk, så sagde jeg nu bliver det ikke morsommere for han er vicevært der hvor jeg bor. 
Så det kunne jo hænde jeg en dag støder ind i hende her i Struer, og nu har jeg noget at drille Carsten Lystbæk med, at jeg har mødt hans svigermor.

Jeg gik hen til Lanternen og ind for at købe en øl, der var to piger der straks hilste på mig. Jeg husker dem godt fra fredag aften, hvor jeg ikke talte med dem. Jeg købte en øl og satte mig udendørs, så kom de ud og satte sig hos mig.
Da jeg havde drukket min øl sagde jeg til pigerne, at nu må jeg op på mit hotelværelse og have et bad og få mig klædt om, og så ses vi måske senere i aften.
Den var de med på.

Efter et bad gik jeg om på Havnen, for jeg ville spise på Jacobs Restaurant. Men alt var optaget, så jeg gik hen til Smeden.

Hos Smeden var der til at få en plads, og de kunne ikke lade være med at le. For da de kom ud og spurgte hvad jeg syntes om maden sagde jeg: At ham Jacob godt kan lukke, for det her smager godt.

Og så var jeg klar til en hel aften på Lanternen, og straks jeg kom ind ad døren vinkede de to piger mig over til dem.
Jeg ved fandeme ikke hvorfor de har fået øje på mig, for de er jo virkelig et par smukke kvinder, og kunne nemt finde en fyr der har mere at byde på end jeg har.

Jeg undskyldte også med at jeg måske ikke taler så meget da jeg er den generte type, jo det havde de lagt mærke til. Men de syntes jeg er sød og høflig, og mente ikke jeg skulle sidde alene når nu jeg var kommet helt til Sæby, så kunne vi  lige så godt sidde sammen.
Vi havde fandeme en skide skæg aften, hvor vi indgik en aftale: Fredag d.29.Juni skal jeg igen til Sæby, da er der Open By Night. 
Så kan vi feste igen.

I dag skulle jeg køre hjem, omkring Hotel Viking med nøglen og ud til Sæby Trafikcenter og spise morgenmad, og så hjem til Struer. 

















Ingen kommentarer:

Send en kommentar