fredag den 16. marts 2012

HISTORIEN OM EN KAT.

Jeg bor i en ejerlejlighed, og igår aftes da jeg var ude ved postkassen for at hente avisen, lød der pludselig et "Mjau". Der sad en kat det tænkte jeg nu ikke nærmere over, men da jeg kom hen til min lejlighed var katten fulgt bagefter mig, og ville med ind. Det satte jeg en stopper for.
Katten blev siddende uden for min dør, så jeg åbnede døren og spurgte i en venlig tone: Hvem er du og hvor bor du ?
Katten sad på sin rumpe kiggede op på mig op mjavede, det var lidt sært for det var tydeligt at se den ikke er herreløs.
Det var en rigtig flot kat med en lækker pels, og så var den helt rolig og tillidsfuld, katten havde absolut ikke noget imod jeg rørte ved den.
Men jeg ville ikke invitere den indenfor og lukkede døren, katten blev sgu siddende.
Min overbo kom gående, jeg åbnede døren og spurgte om hun kendte noget til denne kat. Det gjorde hun ikke, vi blev enige om jeg skulle lade den være.


Da jeg tog afsted på arbejde her til morgen, var jeg spændt på om der sad en kat ved min dør. Det gjorde der heldigvis ikke, den var nok smuttet hjem igen.


Det er nu ikke første gang jeg har en hændelse med en kat, for nogle mdr. siden gik der en kat uden for mit hjem. Det var ikke min kat så jeg talte ikke til den, jeg gik bare forbi.
Men så en dag jeg kom hjem fra arbejde, da lå den tossede kat helt op ad døren til min lejlighed. Da kunne jeg nu alligevel ikke lade være med at smile, katten havde overhovedet ikke travlt med at komme væk.
Det var først da jeg i en venlig tone spurgte den: Hvad søren laver du her ? Da rejste katten sig op stak halen i vejret, og gik stille og roligt sin vej.


Nogle dage efter lavede den det samme nummer, men så forsvandt den også og jeg har ikke set katten siden.


Nu vi er inde på kæledyr, vil jeg fortælle jeg har intet mod hunde men kan nu bedste lide katte.


Jamen jeg kan godt lide hunde, jeg gider bare ikke at tumle, jeg vil bare sidde stille og roligt og tale med dem jeg besøger.
Jeg har nogle gode venner og deres hund har lært mig at kende, når jeg kommer på besøg kommer den hen og hilser og når det er overstået, ligger hunden sig igen.


Der kommer også en anden på besøg, og han har virkelig vundet det hundehjerte. Han er typen der ligger sig ned på gulvet og tumler med hunden, og så sætter han lige snor på og så går de to en lang tur.
Så når han er på besøg, sidder hunden trofast hos ham.


Jeg har et par andre venner som har en kat.
Når jeg er på besøg og har sat mig til rette i sofaen, så hopper katten op til mig og den skal helt op og ligge på mit bryst. Der   kan katten ligge hele dagen, den vil helst være hvor jeg er.
Dog er der et sted jeg nægter den adgang og siger: Nej bette dame, jeg vil ikke have en kat med på WC. Så sidder den lige så pænt og venter på, jeg kommer ud igen.


Mange mener jeg burde anskaffe min egen kat, det vil jeg kat'me også gerne.
Vi må gerne have kæledyr og mit hjem kunne nemt indrettes, så her kunne bo en kat.
En kattelem i altandøren, og et hønsenet op på altanen. Så kan katten ikke stikke af og ingen fremmede hunde kan komme ind og gøre min kat fortræd. Så skal der ligges fliser der er behagelige at gå på, og der skal dens mad- og vandskål samt kattebakke stå. Det bliver kattens tilholdssted, og når der så er en kattelem i døren, kan den jo gå frem og tilbage som det passer den.
Jeg vil helst ikke have den op at sove i min seng, men der kommer man nok til at indse man i teorien har en regel der ikke virker i praksis.
Jeg er sikker på det nok skulle gå, hvis jeg får en kat.


Der er bare et lille men. Jeg bor jo i en ejerlejlighed, og vi boligejere er et udsat folkefærd. Jeg er nok klar over, hvis vores nuværende Regering pludselig får brug for Enhedslistens stemmer i en sag, ville det straks gå ud over os boligejere. Og nede i EU rasler de med sablerne overfor de danske boligejere.
Så det kunne godt være jeg skulle få solgt mens jeg endnu kan komme herfra med skindet på næsen, og så flytte i en alm. lejelejlighed. 
Og der må man ikke have kæledyr, så ville det være synd at anskaffe en kat hvis man skal af med den igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar