søndag den 1. november 2015

HØNSEGÅRDENS TYSKLANDSTUR.

Personaleforeningen Hønsegården på min arbejdsplads, HK-Scan (FJERKRÆ I VINDERUP) havde igår arrangeret en Tysklandstur. Man skulle ved tilmelding betale 100 kr.

Sidst vi var på udflugt, til Ree Park, var vi med en bus der brød sammen. Så vi var noget spændte på hvordan turen til Tyskland ville gå, da vi skulle til Ree Park stod vi alle af og på ved HK Scan, men på turen igår til Tyskland var der 4 opsamlingssteder.
Os fra Struer skulle stå klar ved Folkets Hus kl.07:40, men så blev vi ringet op af nogle af dem der var kommet ombord på bussen i Vinderup, at vi blev en time forsinket.
For da de sted på bussen, spurgte de chaufføren hvor dem fra Skive var. Tænk sig ! Dem havde han glemt, så dem måtte de hente, og derfor kom vi til at stå og vente næsten en time længere.
Da vi så kom til Holstebro hvor de sidste stod klar, opdagede chaufføren at det ene dæk på traileren var punkteret. Så han ringede til sin vognmand, der sagde han bare skulle køre til Skjern.
Hvor var det heldigt det skete mens traileren var tom, tænk hvis det var sket på hjemturen, hvor den var fyldt med øl.
Vi tog det med godt humør allesammen, og i Skjern blev der skiftet dæk så vi kunne komme  videre.

Da vi kom til Ribe holdt vi ind på en tankstation, og her fik vi vores morgenkaffe og rundstykker, og en lille skarp til halsen.
Det gode ved at være med på turen er at for de 100 kr. turen koster, er der også morgen- og aftens mad med i prisen, samt 5 øl- eller sodavand vi kan nyde undervejs, samt en lille skarp til halsen.
Og så har vi det jo skide hyggeligt, snakken går og der bliver grinet, alletiders.

Nå men ! Da vi så kom til rundkørslen ved Tønder drejede chaufføren ind til Tønder, og jeg tænkte, hvad fanden vil han den vej efter ?
I Tønder skulle vi fortsætte ud af en smal lille landevej, over et par broer, og så kom vi frem til en lille tysk by Aventoft.

Her skulle vi handle ind hos FLEGGAARD.
På grund af alle problemerne var vi et par timer forsinket, vi var der først kl.13, så derfor fik vi kun 2 timer til at shoppe.

Det er da en lille skod butik, jeg aldrig selv ville vælge at køre til, jeg foretrækker den store Fleggaard ovre i Suder Lugum.
Men Fleggaard i Aventoft, er en meget beskeden størrelse, hvor der ikke er indkøbsvogne nok til alle. Og med så mange mennesker i denne lille butik, er det helt umuligt at komme rundt.
Vi måtte gerne købe øl og sodavand,naturligvis i begrænset mængder, men det gad jeg ikke slæbe på. Jeg købte et par flasker sprut, og chokolade, og en Nutella.
Og så kunne vi få en flaske gratis rød- eller hvidvin. Da jeg har 2 kollegaer som ikke drikker alkohol, spurgte de om ikke jeg ville have deres vin ? Jo tak, det skal jeg nok få drukket.

Kl.15 kørte vi igen, vi skulle ud til HOTEL BALLUMHUS, og spise.
Vi var blevet lovet hjemmefra, at vi skulle have flæskesteg, men der var ændret på menuen så vi istedet fik kronhjort bøffer.
Det var der nu en del som var skuffet over, de ville hellere have haft flæskesteg.
Jeg må da tilstå, at de her kronhjort bøffer er noget tørre i det, de kunne spises, men det er ikke noget jeg ville vælge at spise igen.

Så kom der en opringning fra busselskabet, at fordi der havde været alle de problemer, giver de os en GRATIS indkøbstur til Tyskland i Januar. Hønsegården vil finde en dato hvor vi kan komme afsted på den tur.

Langt om længe var vi hjemme igen, jeg nåede hjem så jeg kunne se finalen i Voice Junior. 

torsdag den 29. oktober 2015

SMOOTHIE BLENDER

I tilbudsavisen fra Imerco fik jeg øje på et godt tilbud, så da jeg idag alligevel skulle en tur ned i byen kunne jeg lige så godt gå ind i forretningen og se om det nu også er et godt køb.
Hos TW Isenkram som butikken hed i gamle dage, fik jeg en fin ekspedition og en forklaring om, hvordan maskinen benyttes.

Det er en COOK & BAKER Smoothie Blender til 200 kr.
Og den er skide smart, der er en dunk til at blende i, og en to go dunk så man kan tage sin smoothie med sig der hvor man skal hen.
Så kan man hælde frugter og grøntsager i samt isterninger, og blende hele molevitten til en sund drink.
Jeg skal så bare lige have fundet en dag, hvor jeg kan få tid til at prøve mig frem.

Og så vil jeg håbe at det er et godt køb, for jeg må jo nok sige at popcorn maskinen jeg fornyligt købte, var et skuffende køb.
Skide flot og festlig ser popcorn maskinen jo ud, men det er røv og nøgler.
Den meget lille gryde i maskinen kan ikke fyldes med ret mange majs korn, det betyder man skal poppe af flere omgange for at få en skålfuld popcorn, så de når at blive kolde og kedelige inden de skal spises.

Maskinen er udstyret med to udvendige knapper, en til at tænde selve maskinen, og en til at tænde pæren i maskinen. Og det er så det eneste jeg bruger popcorn maskinen til, som en bordlampe.
Men da den koster over 500 kr., syntes jeg sgu godt nok det er en dyr fiasko.

Så jeg håber på, at få større succes med min nye Smoothie Blender.

søndag den 25. oktober 2015

HYGGELIG WEEKEND I GRENÅ

Fredag skulle jeg afsted til Grenå for at besøge et par gode venner; Klaus og Mona.
Men da jeg først skulle være der kl. 18:30, kunne jeg nå at se Kardashians inden jeg skulle afsted.

Klaus og Mona bor i en lille by uden for Grenå, byen de bor i kan vel sammenlignes med Vinderup, en by med heavy trafik i begge retninger 24/7. 

Mona er en kvinde der kan finde ud af at lave mad, gode danske retter, vi fik Forloren hare med sovs til, den her sovs der hænger ved kartoflerne.

Da vi havde spist, sad vi og hyggede os med lidt øl og et par drinks, og vi skulle da osse lige have en Irsk kaffe.

Lørdag kom der først liv i os op ad formiddagen, og efter morgenkaffen kørte vi en tur.
Ud ad de små landeveje, der er meget smuk natur omkring Grenå. Vi kom så ud til et museum.

Dansk Motor & Maskindsamling.
www.motorsamlingen.dk

Det er Nordeuropas største samling af motor og maskiner fra industriens guldalder.
Et interessant museum at besøge, og sjovt at tænke på, at samtlige motorer kan startes. Men så skal man være en gruppe på mindst 10 personer, og vi skal aftale det inden vi ankommer.
Men ellers kan vi komme igen til April, hvor der en gang om året holdes åbent hus, hvor der også er udstilling af veteranbiler. Og der bliver motorene startet op.

Efter det besøg kørte vi hjem igen. Og så gik Mona i køkkenet, og vi fik gammeldags oksesteg, og citronfromage til dessert.
Lørdag aften hyggede vi os med et spil Dart.

Da vi sad over morgenkaffen i morges, kunne vi blive enige om, at det har været en hyggelig weekend. Vi fik da lidt til halsen, men uden det blev helt tosset.
Så vi skal ses igen til April, hvor vi vil ud til det åbent hus ved Motorsamlingen.

Og til sommer har jeg inviteret Mona og Klaus til Struer, jeg har ikke plads til at have dem boende hos mig. Men de tager campingvognen med, og bor så ude på campingpladsen.
Så skal de bl.a se mit stamværtshus Limfjordskroen, og byens nye jernbanemuseum.

Det var tid at køre hjem ad igen, men da jeg nåede til Skive holdt jeg ind hos Benta's Cafeteria.
Her fik jeg tre tarteletter med høns, og en cola til. Så kan jeg nøjes med lidt let til aften.

søndag den 18. oktober 2015

BILMESSE I FREDERICIA

Lørdag morgen stod jeg op ved 7-tiden, og da jeg havde fået mig gjort klar var det afsted til Fredericia.

Jeg orker ikke at køre på motorvej mere end højest nødvendigt, så jeg drejede ind over Give hvor jeg ved Shell tanken holdt ind, og spiste morgenmad.

Så var det ellers ad den gamle landevej, og hele vejen igennem Vejle og ud til Hejse Kro ved rundkørslen, og så finde vejen til Messecenter C i Fredericia.

Her fandt det store kræmmermarked og bilmesse sted, og jeg besluttede mig for at begynde med at gå rundt og kigge på de mange biler, og så handle til sidst.

Det sjove ved at gå rundt på messen i Fredericia, er der ikke kun er gamle og sjældne biler. Her er også noget man finder i Messecenter C, en veteran støvsuger, og den er fungere fint.
Og så er der sjove køretøjer, der ikke er egnet til kørsel på vejene.
Et helt TV hold var også til stede med kamera lyd- og lys folk, samt en reporter. Hele dette menageri åbenbart fordi nogle havde klædt sig ud som, Olsen Banden.
Men som nogle så rigtigt sagde engang, bliver man ikke cowboy blot fordi man tager en cowboyhat på hovedet. Man bliver såsandelig heller ikke Egon, Benny og Keld, bare fordi man tager en cigarstump i mundvigen og bliver filmet ved en gammel øse. Ham der skulle forestille Benny, havde ikke engang gule strømper på.
Og så kom jeg forbi denne sjældenhed af en Bedford, og fik en snak med ejeren.
Vi var mange fra min generation henne og kigge på denne bil, man kan huske den fra man var barn. Postvæsnet kørte rundt i dem, og min onkel havde sådan en Bedford.
Ejeren fortalte at bilen IKKE er til salg, hvilket jeg godt kan forstå. Der findes idag kun 3 kørende eksemplarer i Danmark, så den bliver lige så stille mere og mere værd. Han sørger selvfølgelig også for at holde bilen ved lige og i fin stand, og ham og konen køre på ferie i bilen, også til udlandet.

Den klart store forskel på Herning Hallerne MCH og Fredericia Hallerne MESSECENTER C, er maden.
I MCH er det pokkers dyrt mad men det har aldrig smagt godt, men i Messecenter C er det en fornøjelse at spise sin frokost, en overkommelig pris, jeg fik to flotte stykker smørebrød og en varm fiskefilet, og så lige en fadøl.

Efter frokost, var det blevet tid at gøre mine handler.

Jeg fik købt disse to flotte modelbiler jeg nu skal have fundet plads til, på mine røde hylder. 

Jeg kom også forbi US-shoppen hvor man kan købe alverdens sjove ting og sager med USA flag og motiver.
Jeg fik købt en kaffekop.
De sidste indkøb blev tre T-shirts.
Og så var det med at finde hjem ad igen.

fredag den 9. oktober 2015

FOUR JACKS FOREVER

Onsdag aften var jeg i Folkets Hus i Struer, hvor Four Jacks skulle optræde.

Det er Keld Heick, Stig Rossen, lille Jesper og store Jesper. Samt et tre mands orkester.

Hvor er det sjældent man bliver underholdt så godt, at man undre sig over hvor hurtigt en time kan gå. For pludselig var der pause i 15 minutter, så fortsatte anden halvleg der gik lige så hurtigt.

Vi fik Four Jacks største hits, men gutters nøjes ikke bare med at synge. De har også tilrettelagt et lille show, hvor de fortalte små anekdoter om Four Jacks, og historien der ligger bag sangene.
For nogle af sangene er ikke bare grebet ud i det blå, men er hændelser der er sket i virkeligheden.
Som nu sangen om Mytteriet på Bounty. Her fik de på en finurlig måde flettet Keld & Dirchs TØMMERFLÅDEN, ind i fortællingen.

Så fortalte de om dengang da Four Jacks skulle optræde i Cirkus Revyen.
Da havde de ændret lidt på versene i en børnesang, så den måske ville passe bedre i Bakkens Hvile.
Det var sangen om JENS HANSENS BONDEGÅRD.

En sang der idag er FORBUDT at spille i radioen, man tør ikke spille sangen af frygt for at støde nogen.
I 70'erne lo man ad de der blev forarget, kaldte dem gammeldags. Men idag gør vi det helt forfærdelige, vi retter ind efter de forargede, og skynder os at fjerne det de ikke bryder sig om at se eller høre.
Bare se hvordan det er gået plakaten til KLOVN, den findes ikke mere.
Så den der med 4 voksne mænd der synger lystigt om en pige på 18 år, jamen det går jo slet ikke.

Men som en afslutning må jeg anbefalde jer, hvis Four Jacks kommer forbi jeres by, så oplev dem.

torsdag den 8. oktober 2015

BRUNCH I SILKEBORG

Hvad gør man når man vågner torsdag morgen, og bare har lyst til Brunch. Men ikke bor i en storby hvor det bliver serveret, henne om hjørnet nede i kælderen, men blot bor i Struer ?
Man slå dynen til side og tænder sin computer, og søger på GOOGLE .
Kigger i Struer; næ der er ikke udsigt til brunch.
I Holstebro; det er først på lørdag.
Hvad så med Venø ? Der kan man få brunch, hvis man gider vente til Påske.
Hvad så med Silkeborg ? Juhu ! Der var bid. Der kan man på alle hverdage få brunch, på en cafe der hedder Kik.

Så var det med at få nattøjet af komme en tur under bruseren, finde nogle penge også nogle mønter, for i Silkeborg koster det penge at parkere.

www.cafekik.dk

Cafe Kik har til huse i den gamle papirfabrik, i det hyggelige cafe miljø.
Hvis I klikker på linket kan I læse hvad jeg fik serveret, en lille lækker og flot anrettet hverdags brunch til 119 kr., der til fik jeg en kop kaffe og frisk lavet Smoothie. 

At denne brunch er populær kunne man se, der var overraskende mange sådan en torsdag formiddag ved 10-tiden, og de bestilte alle denne brunch.

Det var alt jeg ville, så da jeg havde spist kørte jeg hjem igen. Silkeborg ligger kun en times kørsel fra Struer, så det betyder ikke al verden lige at smutte turen for en omgang brunch. 

Cafe Kik har også en weekend brunch, og der er da virkelig noget at gå i krig med. Og det er den hvor folk ofte får champagne til, kunne være hyggelig. Men der vil jeg mene det ville virke en anelse trist at sidde og spise alene, det må vente til der er Country Festival i Silkeborg, så kunne det være jeg kunne lokke nogen med.

onsdag den 7. oktober 2015

UNDERVOGNSBEHANDLING

I går kørte jeg min bil ud til Peugeot i Holstebro, så den kunne blive sendt afsted til undervognsbehandling.

Imens den var afsted, fik jeg lov at have denne her:
En helt ny Peugeot 208.

Så er det herligt man holder ferie, så man kunne tage en udflugt i en helt ny bil.

Der ville ikke opstå nogle problemer hvis jeg kunne tænke mig at købe en helt ny Peugeot, det er blot at tage i banken og få oprettet et nyt billån.
Men så må jeg undvære de rejser jeg gerne vil opleve, jeg syntes det er vigtigere nu hvor jeg langt om længe er blevet gældfri, at jeg kan få oplevet alt det jeg har gået og drømt om, i alle de år jeg sad i gæld.


Da jeg idag skulle ud og aflevere bilen igen, kom jeg til at ligge bag en møg bilist. I ved den her type bilist, der helt bevidst køre langsom på strækninger hvor det er umuligt at overhale, enten fordi der er modkørende trafik, eller overhaling forbudt.
Spaden kører 70 km/t, bremser pludselig og kører 60 km/t, sætter hastigheden op til 70 km/t, bliver ved sådan hele vejen. Alt imens han samler en hale af tydeligt sure bilister bag sig.
At man vælger at køre langsomt på de små landeveje har jeg forståelse for, for der kører man for at nyde turen. Men fanden gale mig ikke på en stærkt trafikeret hovedvej, her SKAL man følge den gældende hastighedsgrænse.

Der kunne jeg ønske mig nogle flere af Politiets fotovogne, at de også skal blitze de langsomme bilister, for jeg vil påstå de er farligere i trafikken end dem der kører 10 km. for stærkt. Og derfor skal de der bevidst kører for langsomt, miste kørekortet lige på stedet.

Jeg fik min egen bil igen, den har nu fået en undervognsbehandling hos PAVA. Prisen er 3000 kr. som jeg betalte kontant, så nu skal jeg ikke tænke på det igen før om 3 år.
Men jeg kan i stedet tænke over, at til næste år har jeg haft min Peugeot 107 i 4 år, så der skal jeg have den afsted til syn.