søndag den 12. december 2021

JENSENS BØFHUS ELLER BONES

 

Fredag eftermiddag, var jeg til Julefrokost på Bubsi i Struer. Det var rart det begyndte kl.15, så kunne jeg tage hjem igen ved 8 tiden om aftenen, og så få noget ud af min Lørdag.


Jeg havde besluttet mig for jeg ville i biografen Lørdag kl.17, men ville ud at spise inden.

Da læste jeg på Facebook, at nu var Jensens Bøfhus i Holstebro åbent igen. Fedt ! Så ville jeg derud og spise, og fik bestilt bord til kl.13. 

Men det var en restaurant hvor alt var gået i stå, der sad folk ved alle bordene. Værtinderne fortalte, at der var kun en kok i køkkenet, da de ikke regnede med der kom så mange gæster, og  han ikke kunne følge med. Derfor kunne man komme til at sidde op til ½ time før man kunne bestille mad, og yderlige ventetid, før man fik serveret sin mad.

Der var flere gæster der havde siddet længe, uden vådt og tørt, som ganske enkelt rejste sig og forlod restauranten. Det samme gjorde jeg, jeg tillod mig først at undersøge om Bones var åben, det var der, der fik jeg bestilt bord til kl.13:30, og gik så derover.


På Bones var der også mange gæster, men der var absolut ingen problemer, og ventetiden på sin mad, var såmænd ikke længere end normalt.


Jeg bestilte Bones gode Ben, med Løgringe og en Bagt kartoffel. Det var virkelig lækkert mad, og en dejlig kold fadøl der til.

Angående Jensens Bøfhus i Holstebro, det var jo nok opstarts besvær. Man bør nok give dem en chance mere, men skal man også næstegang opleve ikke at kunne bestille mad, selv om man har bestilt bord. Så vil jeg nok hellere benytte Jensens Bøfhus i Herning Centeret, selv om det er sjældent jeg kommer der, så er de der forberedt på at få mange gæster. 


Kl.17 skulle jeg i biografen, Apollon i Struer, da jeg ville se filmen : HOUSE OF GUCCI.


Godt filmen bliver vist i sal 1, det er med de fede biografstole der kan lægges ned. For det var godt nok en lang film at komme igennem, så er det rart at kunne fede den. 

House of Gucci, er et drama, måske lidt langtrukken, dog med en vis ironi og 2 gram humor.

Vi følger en familie der åbenbart ikke formår at leve op til den succes deres virksomhed bliver, det giver noget rivalisering familiemedlemmerne imellem.

Og så levere Lady Gaga, et helt forrygende skuespil. Hun viser hvordan det går en kvinde der kommer fra ingenting, og pludselig får magt. Den magt gør hende til en kælling, der er noget af en byld i røven for sin omgivelser. Og hvad det fører til den dag hun mister al magt, det gør ondt men gør hende blot endnu mere ond i sulet. 

For manden bliver naturligvis træt af at leve med sådan en kvinde, og finder sig i stedet en blondine, der måske ikke er så krævende. 

søndag den 5. december 2021

NIKOLINE STEEN KRISTENSEN LIVE PÅ HOLSTEBRO MUSEUM

 

Det er nu ikke ret tit jeg tager til nogle arrangementer om Søndagen, mest fordi, at jeg jo skal i seng kl.19, og står op igen kl. 1 om natten for at tage på arbejde.


Men da jeg så læste på Facebook, at Nikoline Steen Kristensen, skulle optræde til Brunch på Holstebro Museum, Søndag d.5. December, syntes jeg nu nok det var en begivenhed jeg ikke ville lade gå forbi min næse.


Man skulle være der kl.10:30, vi skulle selvfølgelig alle, vise Coronapas, men behøvede ikke at have mundbind på indendørs. Så var vi da fri for at sidde med duggede briller, under koncerten. 

Jeg var så heldig at komme til at sidde til bords med Nikoline Steen Kristensen, og hendes forældre. Så fik jeg lejlighed til, rigtig at lære hende at kende.










Nikoline roste min jakke, jeg fortalte hende, at jeg såmænd bare har købt jakken i Bilka, og syntes den passer godt til de arrangementer jeg tager til i December. 

Jeg kunne så også rose Nikoline for hendes optræden i X-FACTOR, og fortalte hende, at jeg stemte på hende hver Fredag. 

Da vi var færdige med at spise Brunch, indtog Nikoline scenen.


Nikoline Steen Kristensen, var hende som vandt 2. PLADSEN, i årets X-FACTOR.

Hun fortalte nogle anekdoter fra sin tid i X-Factor, hvordan programmet foregår bag scenen, og om den aften hun brød sammen på direkte live TV, og hvordan hun fik sig samlet sammen igen. 

På denne Søndag formiddag på Holstebro Museum, gik hun heldigvis ikke ned med flaget.

Nikoline Steen Kristensen har en sødme, og charme, en god humor, og så kan hun da virkelig synge helt rent og uforfalsket.

Vi fik de sange som hun sang i X-Factor, og så et par Julesange. Og hvor hun sluttede af med at synge sin egen Julesang.

For hun har udgivet en sang her op til Jul, og fortalte at hun var i København for at indspille sangen.

Nikoline sang et par sange på Engelsk, det gør hun godt, det er slet ikke det. Men hun er altså aller bedst, når hun synger på Dansk. 


 Koncerten varede 1 time, så satte hun sig til bords igen. Så var det tid at tage hjem, jeg ønskede Nikoline en Glædelig Jul, og håber hun får succes.

Jeg håber virkelig at Nikoline går en fremtid i møde som popsangerinde, den succes syntes jeg hun fortjener. 

lørdag den 4. december 2021

JULEFROKOST PÅ KRUSET

 

For en måneds tid siden, fik jeg en indbydelse fra Kruset i Holstebro, om at deltage i værtshusets Julefrokost, Fredag d.3. December. Sådan en indbydelse kan man da ikke sige nej til, så jeg tog straks derud og fik mig tilmeldt. 


Der var ingen der dengang kunne regne ud, at vi i år skulle få sne allerede i December. Men der lå stadig en Satans masse sne, og der var et forfærdeligt møgvejr i går.

Jeg gad ikke komme til at gå ned til Struer Banegård i det uvejr, og heller ikke fra Holstebro Banegård og hen til Kruset. Heldigvis havde jeg lige fået løn + feriepenge, så jeg besluttede mig for at bestille en Taxa. 

Jeg ringede i god tid til HOT vores lokale Taxa, han skulle alligevel hente nogle i Holstebro kl.15, så det kunne passe med han kunne hente mig kl.14:30.


Så var jeg dejlig fri for at tage overtøj på, kunne bare sætte mig ud i Taxaen i mit pæne tøj, og blive kørt til Kruset.


Det blev en hyggelig eftermiddag på Kruset, og kl.17 kunne vi sætte os til de flot pyntede borde.

Jeg syntes ikke lige jeg gad at sidde ovre hos pensionisterne, selv om de havde en ledig stol. Jeg udså mig et ledigt bord lige ved buffetbordet, det skulle vise sig at være noget af en fuldtræffer. 


For der fik jeg selskab af 5 forrygende festlige piger, så er man da slet ikke ked af at være ene hane i kurven, vel ?

Maden var bestilt hos Slange Lagter . . . æh  . . . Slagter Lange, og det var noget virkelig lækkert mad. 


Hvor er det hyggeligt at være gæst på Kruset, jeg er da af og til forbi blot for at få en enkelt øl, da jeg som oftest har bilen med og er i Holstebro på indkøb. 

Men jeg har besluttet mig til at jeg tager på Kruset igen Lille Juleaften, som i år falder på en Torsdag. Der må jeg nok hellere lade bilen blive herhjemme, fordi der er Fadølsfest i et par timer. 


Kl.21 i går aftes skulle der være livemusik, det gad jeg godt at se. Men da jeg havde besluttet mig for, at Lørdag formiddag ville jeg ud til Dansk Outlet i Holstebro, og købe lidt nyt tøj. Syntes jeg det var bedst at tage hjem, så jeg kunne være ædru til at køre bil, Lørdag formiddag. 

Så jeg gik en tur gennem gågaden, og fik prajet en Taxa, der kunne køre mig hjem til Struer.


I kataloget fra Dansk Outlet, havde jeg set nogle trøjer og skjorter til 100 kr., og pyjamasbukser til 60 kr. 

I Torsdags var vejret ikke egnet til at køre til Holstebro, så det var dejligt i dag, at vejene var farbare igen.


Jeg fandt den her skjorte til 100 kr., og en strikketrøje også til 100 kr.,


Og så de her pyjamasbukser til 60 kr.



I morgen formiddag skal jeg ud på Holstebro Museum, til Brunch og livemusik. Det er hende den lille Nikoline som vandt 2.pladsen i årets X-FACTOR , som kommer og optræder.

Så i aften vil jeg ingen steder, og Lasses Lufthavn holder lukket, så man kan være frisk og udhvilet til i morgen. 

fredag den 3. december 2021

DET VAR LIGE DET DER MANGLEDE, THORSHAMMER.

 

Jeg har længe haft et ønske om prikken over I'ET , et halssmykke.


Jeg har jo mine armbånd, og ure, men syntes min hals var noget bar.

Men så kom Julekataloget fra KAPPEL GULD & SØLV i Struer, der i var lige det halssmykke jeg gerne vil eje. Thors Hammer, og så til en fornuftig pris.


Tog der ned i sidste uge og fik det bestilt, i dag kunne jeg så hente det.


Jeg havde bestilt en Thors Hammer med hjerter, men kunne godt se det i virkeligheden, er et meget lille smykke, og passer måske bedre til en teen age pige. Desuden var halskæden alt for tyk til det lille smykke.


Hun fandt en anden Thors Hammer, det er meget pænere og passer perfekt til læderkæden. Prisen var overkommelig, 600 kr.


Så nu mangler jeg blot at få lavet hul i øret, såfremt jeg tør. 

onsdag den 1. december 2021

LASSES LUFTHAVN

 

Da jeg gik i seng i går aftes, tænkte jeg at nu jeg får løn i morgen ( I DAG ) , og jeg stadig har ferie. Ja så ville jeg en tur på Flammen i Viborg, for nu jeg har fået bil, behøver jeg ikke længere at tage toget til Aarhus, når jeg vil på Flammen, jeg kan bare køre til Viborg. 

Men det var det her syn jeg vågnede op til:


Fucking meget sne, og det bliver jo ved og bliver bare værre. Klart så kører jeg ikke til Viborg, det ville være dumt at køre så langt i det her vejr. 


Så i stedet for Buffet, måtte jeg til aftensmad nøjes med Biksemad. 


Jeg håber kun det er i denne uge vi skal opleve det her møgvejr, at det ikke skal gå ud over hele December.


For jeg var inde på Arrivas hjemmeside, hvor de i alle weekender frem til Juleaften, har tilbud på One Day billetter, kun 79 kr. Det fede ved One Day billetter, at så må man rejse ud og hjem inden for samme døgn.

Så jeg regner med jeg enten Lørdag d.11 , eller Lørdag d.18. December, vil jeg på en smut tur til Aarhus. 

For Flammen i Viborg har ingen Brunch, kun Aften Buffet, men i Aarhus har de Brunch. Bag efter vil jeg så på Die Kleine Bierstube, det er sgu længe siden jeg har været der. 

Men det kommer helt an på vejret, for jeg gider ikke vade rundt i sne i Aarhus, og heller ikke hvis der er faldet isslag. 


Men når nu det ikke er til at være udendørs, må man jo hygge sig indendørs. Så da jeg var ude at handle ind, fik jeg købt ind til, at Lasses Lufthavn kan holde åben i aften. 

Jeg skal trods alt ikke på arbejde i morgen, så hvorfor ikke hygge sig ?

søndag den 28. november 2021

JUL PÅ SPØTTRUP BORG

 

I dag er det 1. Søndag i Advent hvilket betyder, at så bliver Julen så småt skudt i gang. På Spøttrup Borg, skulle der være Julemarked, der er jo ikke så langt der op når man bor i Struer, så jeg tog af sted. 


Omkring OK og få bilen tanket op, og så benyttede jeg mig af deres Morgen tilbud: 2 smurte rundstykker og en Cocio. Jeg kørte ud til Handbjerg Marine, hvor jeg kunne nyde min morgenmad. 


Jeg ankom til Spøttrup Borg, og hold nu fast som var der mange mennesker. Nej jeg var ikke bange for Corona, da alle skulle vise Corona pas for at få adgang.

Men Spøttrup Borg er en meget lille Borg, og med så mange mennesker samlet bliver der hurtigt pladsmangel. Man kunne lige komme rundt om hinanden ude på gårdspladsen, det var værre indendørs. Der var en trængsel af mennesker, som alle ville op og ned ad trapperne på samme tid. Og der var en kø så lang, for at få 3 Æbleskiver, det opgav jeg.


I kælderen stod en Bager som solgte brød og kager, her var ingen stuvet sammen endnu. Så jeg fik købt lidt søde sager, hos den Bager. 


Jeg tror højest jeg var der i en time, så tog jeg hjem igen. Men så gik der tid med det, og jeg var glad for, det trods alt kun kostede 30 kr. i entre. 


Det er nu ikke meget TV-kanalerne har at diske op med, på så'rn en Søndag eftermiddag. Da der så kom håndbold, så orkede jeg ikke mere. Jeg kunne se, at Dagens Ret ude på Nørregades Køkken i Vinderup, var Boller i Karry.

Jeg fik ringet derud og fik bestilt bord, og så tog jeg af sted.


Dagens Ret bliver først serveret kl.17, derfor kunne jeg nå en Turborg Julebryg på Fad, på Irish Pub. Det er længe siden jeg har været der forbi, så det var enligt meget hyggeligt, lige at være gæst der igen.


Så ind på Nørregades Køkken og få Dagens Ret, Boller i Karry.

Når man har bilen med, må man gerne få en øl. Den havde jeg lige fået på Irish Pub, så på Nørregades Køkken, måtte jeg nøjes med en Svensk Guldøl; altså en Ramløsa med Citrus. 

lørdag den 27. november 2021

SORT FREDAG

 

Sådan set havde jeg set frem til BLACK FRIDAY, nu man holder ferie og har tid til at, go shopping amok. Men efter at have kigget de forskellige tilbuds aviser igennem, syntes jeg nu ikke der var meget at råbe HURRA for. I hvert fald var der ikke noget der kunne friste min købelyst.

Men bare sidde herhjemme, havde jeg nu ingen lyst til. Nå ja, jeg har jo disse to ure liggende, der trænger til nye batterier.


Så var der lige godt en grund til at starte bilen, og køre en tur til Holstebro.

Ind til Ulsted Ure - Guld - Sølv  , at skifte batterier på mine to ure vil tage en times tid, og koste 100 kr. pr. ur.

Fint ! Så kunne jeg få ordnet et par andre ting i mellemtiden. Først på Bierstube, og få en formiddags bajer. 


Så kom jeg forbi Kaffeladen, hvor de tilbyder Æbleskiver og Gløgg, men alle bordene var fyldte, men på Espresso House, var der et ledigt bord. Her kunne jeg købe en kop Latte med flødeskum og Æbleskiver. 


Der var jo Finale i Vild med Dans,  så ind til Frellsen og købe lidt hygge med hjem til aftenens TV-show. 


Nu var der gået en time, og hos Ulsted kunne jeg hente mine ure. 

Nu har jeg 3 ure der virker; 2 stk. Tommy Hilfiger, og 1 stk. Festina. Det blå ur er til hverdags brug, og de to Guld ure, er til pæn brug. 


Da jeg havde sat mig til rette for at se: Vild med Dans, tænkte jeg, at nu vil jeg prøvesmage Flyvere i forskellige farver. Jeg havde jo været ud og handle ind til forsøget, så der blev linet op.


Man kan vel sige, at der blev LASSE'S LUFTHAVN, oprettet.

De der Flyversjusser i forskellige farver, jeg har forsøgt med Rød Aalborg, det er noget af et bombefly. De mere milde snapse som f.eks. Brøndum, smager faktisk rigtig godt, men der går nu ikke længe før man må nødlande. 

HØKER SNAPSEN  er helt perfekt til Flyversjusser, den er på kun 32 %. Fyld isterninger i glasset, og 4 cl. snaps og fyld halvt op med Hancock sodavand. Det giver en behagelig rund smag, og da en Høker kun er på 32 %, så kan man godt flyve langt på literen, i hvert fald nødlander man ikke lige med det samme. 











Jeg tror sgu nok, at jeg i aften holder LYSTIG LØRDAG i LASSE'S LUFTHAVN.